I Hostrups Have på Frederiksberg ligger en helt særlig kunstbutik. I den holder kooperativet for mund- og fodmalende kunstnere til – og indimellem kan man se dem i aktion, hvis man kigger indenfor
Mfk.dk står der med store bogstaver på panoramaruden med kig ind til en masse farvestrålende varer. Inde i butikken møder vi direktør Isabel Cebrian og sekretær Jette Arrild:
”Her er du altid velkommen til at komme forbi, hvis du leder efter et unikt kort eller en fin gave – eller hvis du bare er nysgerrig på, hvem vi er”, siger Isabel og Jette.
MFK står for Mund- og fodmalende kunstnere i Danmark – et kunstnerkooperativ, der ikke bare har en butik, men også et forlag og en webshop.
Læs også: Mød naboen: At rejse sig fra asken
Siden sommeren 2023 har MFK haft til huse her i Frederiksbergs smørhul, i de ikoniske røde murstenskarreer fra 1930’erne. Arkitekten bag den stilrene ejendom er Hans Dahlerup Berthelsen.
Isabel og Jette bor begge udenfor København og nyder at komme ind til byen på arbejde:
”Her er en skøn lokal stemning, samtidig med at vi har Falkoner Allé lige om hjørnet med masser af butikker, cafeer og strøgstemning, som trækker mennesker til,” siger Isabel og tilføjer med et glimt i øjet:
”Den eneste bagdel er, at vi lidt for tit lige skal ned i Lagkagehuset. Og mens vi ser en del til vores nabo Elya Kunst til den ene side, som er keramiker med værksted i butikken, får jeg ikke rigtig brugt mit medlemskab til fitnesscenteret, som er vores nabo til den anden side”.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Åbent hus med kig til kunsterne
I dag sidder billedkunstner og mundmaler Ann Lund Wahlberg ved arbejdsbordet i butikken. Hun er i gang med et af sine karakteristiske englemotiver, som hun lægger farve på, mens hun styrer akvarelpenslen med stramme læbebevægelser.
Ann er aktiv i MFK’s bestyrelse, og hun har været med til at vælge de nye lokaler.
”Æstetisk er det et utroligt flotte rum, vi har fået her, med fin udsigt til Hostrups Haves smukke bygninger og grønne træer: Her er den helt rigtige galleristemning med lyse højloftede lokaler,”
siger hun.
På væggene hænger plakater, og i vinduet er udstillet postkort og en masse varer med kunstnernes motiver – puslespil, paraplyer, net, magneter, billedbøger og meget andet.
Omme bag ved, i det lille baglokale med computeren, holder Isabel og Jette til: De møder ind om formiddagen og holder åbent i butikken tirsdag-torsdag kl. 10-13.
”Vi har også åbent hus med arbejdende værksted, hvor man kan møde vores kunstnere og se, hvordan deres unikke værker bliver til”, siger Isabel
Et globalt kooperativ af 750 kunstnere
Ann har selv sit eget har atelier på Christianshavn og lever af at male, ligesom de andre kunstnere i MFK:
”Vores forretningsmodel er sådan, at vi er 750 kunstnere på verdensplan, der har slået os sammen om at lave et kooperativ, som hver måned udbetaler løn til os og stipendier til kunstnere under uddannelse,” forklarer hun og fortsætter:
”Vi lægger alle vores malerier i en fælles database, og så tjener vi penge på at sælge kort og varer, hvor de er trykt på. Salget står vores 47 nationale foreninger for i butikker ligesom den her”.
Ideen om at lave et globalt kooperativ opstod i 1950’erne, da en polioramt mundmalende kunstner blev træt af, at folk smed almisser i hans malerkasse, når han arbejdede i det fri.
Læs også: Derfor spænder skærmen ben for din søvn
Derfor rejste han rundt i verden og fandt 17 andre mund- og fodmalende kunstnere, som han slog sig sammen med. Og så gik de i gang med at sælge kort på tværs af landene.
”Det er jo en forretning, vi driver, så du skal have et professionelt niveau for at blive optaget. Derfor giver vi stipendier til nye potentielle kunstnere, så de kan uddanne sig. Blandt andet Luna på 13 år, som indimellem sidder her i butikken og maler med foden,” siger Ann.
Jeg ser mig selv som kunstner – ikke handicappet
Selv har Ann været med siden 1998. Hun var ved at uddanne sig til socialrådgiver og malede kun i fritiden. Da hun udstillede i en kirke, blev det omtalt i et ugeblad, og så blev hun kontaktet af en af MFK’s mundmalere, der tilbød hende et stipendie.
Hun var egentlig mest optaget af sit studie og var lidt bekymret for, om MFK var sådan en forening, hvor man havde lidt ondt af sig selv.
”Jeg ser først og fremmest ikke mig selv som handicappet: Jeg har et handicap, men det skal ikke definere, hvem jeg er. Jeg maler ligesom andre kunstnere, jeg gør det bare med munden”.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Men da Ann så en video med MFK’s kunstnere, skiftede hun mening:
”De havde præcist det samme fokus som mig på glæden og mulighederne i livet. Og da jeg havde været ude at backpacke og haft et par jobs som socialrådgiver, blev jeg fuldgyldigt medlem i 2007,” fortæller Ann der har levet af at male siden.
”Det er vildt spændende: Jeg har fået kolleger og nære venner over hele kloden, og mine postkort bliver solgt verden over”.
Smil er vejen til godt naboskab
Til MFK’s butik hører et stort lagerrum i kælderen, men i øjeblikket er der også fyldt op med papkasser i baglokalet:
I april skal forårspakken sendes ud med nye kort, som Isabel og Jette har valgt i den globale database. MFK har mange kunder, som trofast køber både jule- og forårspakken år efter år – og flere af dem bor også i Hostrups Have.
”Her er en dejlig stemning – folk er rare og venlige og interesserede i hinanden,” siger Isabel.
”Og vi har det også godt med vores naboer, tilføjer Jette:
”Vi hjælper hinanden, og vi får altid en hyggelig snak i døren, når vi mødes. Det er ligesom hjemme på landet: Man skal bare huske at smile og hilse.”
MFK’s kunstnere, der maler med mund eller fod

Verdenskendt mundmaler, 95 år og stadig aktiv. Ruth mistede sine arme i en togulykke, da hun var 11 år.

Mundmaler med mange forskellige teknikker.
Ann er født med spastisk lammet fra halsen.

Fodmaler, som elsker stærke farver.
Panajiota er født med spastisk lammelse i Grækenland og kom til Danmark, da hun var fire år.

Luna Suzhou Kalstrup Carstensen
Fodmaler under uddannelse. Luna er 13 år og født med stærkt indskrænket bevægelighed i armene.