Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Pastelfarvede påskeæg – med farver fra grøntsagsskuffen

Pynt op til påske med de fineste, hjemmelavede påskeæg i flotte pastelfarver og helt uden kemikalier. Læs guiden til flot og forårsfrisk pynt til din stue her.

Udgivet den 24. marts 2022

Hjemmelavet pynt gør påsken ekstra personlig – og så er det en sjov og hyggelig aktivitet for både store og små. Skab de fineste, pastelfarvede æg med naturlige ingredienser – du kan nemlig gå på opdagelse i køkkenet efter alverdens råvarer, som afgiver smukke farver.

Løg, rødbeder og spinat er blot nogle af de ingredienser, der skaber naturlige farver på dine påskeæg. Her forklarer vi dig, hvordan du selv kan trylle pastelfarverne frem.

Sådan gør du:

1. Start med at puste dine æg: Find en nål og en skål frem, prik hul i ægget i begge ender og pust løs. Pas på med at klemme for hårdt på skallen, så ægget knækker.

2. Udvælg råvarer fra dit køleskab, som har kraftige farver (se vores eksempler på råvarer nederst). Du kan med fordel vælge grøntsager og bær, der alligevel er ved at være lidt for trætte og triste til gryderne.

3. Riv grøntsagerne eller frugterne på et rivejern – eller mos bærerne. Hvis du f.eks. arbejder med spinat, behøver du ikke rive det.

Læs også: Rent køleskab på 20 minutter

4. Smid grøntsager eller frugter i en gryde med 2 dl vand og lad det koge op.

5. Kog det i et til to minutter, køl saften af og lad det trække i 30-40 minutter.

6. Sigt lagen ned i et glas eller en skål. Tilsæt en spsk. eddike og smid ægget i.

7. Voilá – nu lader du æggene trække, indtil de har fået den ønskede farve. Fisk de flotte påskeæg op og læg dem til tørre på et stykke køkkenrulle eller viskestykke.

8. Sæt bånd i og hæng dem op til pynt.

Råvarer der afgiver flotte pastelfarver

Du kan bruge alverdens ingredienser fra grøntsagsskuffen og frugtkurven, det er bare om at prøve sig frem. Er du til lyserøde, lilla eller rødlige toner, kan du f.eks. farve med rødløg eller rødbede.

Du kan prøve dig frem med gurkemeje eller gulerod, som giver æggene en fin gul farve, mens spinat gør æggene grønne.

Du kan også opnå en pastelblå farve ved at bruge blåbær – de fleste bær kan også gnides direkte på ægget for at afgive farve.

Læs også: Mød naboen: 100 m² på egne præmisser

Hvis du vil afvige lidt fra pastelfarverne, kan du skabe en beige eller brunlig farve med kaffe, te og løg.

Det sjove er, at du ikke altid kender resultatet, inden du tager æggene op af farvemassen. Men jo længere de trækker, jo mere farve trækker ægget til sig.

Rigtig god fornøjelse!