Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Gå dig til mere velvære

Fordele ved en helt almindelig gåtur

Udgivet den 21. marts 2024

Du får mere energi, mindre stress, bliver mere kreativ, gladere, forbrænder flere kalorier – og så er det rigtigt godt for helbredet.  

Der er mange fordele ved at sætte gang i fodtøjet. Samtidig er gåturen i det fri den nemmeste motionsform, du kan tænke ind i hverdagen. Ligesom det både er en skånsom og effektiv træning for kroppen.  

Læs også: Derfor spænder skærmen ben for din søvn

Blot 30 minutter tre gange om ugen kan booste dit velvære, energi og sundhed.  

Og du sætter selv både tempo og distance: hvad enten det er i rask trav over trapper og bakker eller en skøn slentretur med musik i ørerne.  

Snig flere skridt ind i din hverdag  

Er du en af dem, der tænker at du har svært ved at presse en gåtur ind i en i forvejen travl hverdag?  

Med små greb i din daglige rutine kan du finde måder at afsætte tid til udendørs gåture selv på dine travleste dage. 

  • Planlæg dine gåture: Betragt dine udendørs gåture som vigtige aftaler og læg dem i din kalender.  
     
  • Stå af bussen på stoppestedet før du egentlig skal af, og gå det ekstra stykke til fods 
     
  • Har du et telefonmøde, der ikke kræver at du sidder foran en computer, så tag det gående  
     
  • Foretag søndagsopringningen til familien over en gåtur 
     
  • Tag skiftesko med på jobbet og gå hjem – hvis du ikke allerede arbejder i gåvenlige sneakers 
     
  • Gør gåturen til selvforkælelse: Vælg naturskønne ruter, lyt til din yndlingsmusik, podcast eller lydbog, mens du går for at gøre det til en mere behagelig oplevelse. 
     
  • Involver andre: Inviter venner, familie, naboer eller kolleger med dig på gåture. Det gør det ikke kun mere socialt, men holder dig også ansvarlig for en aftale. 

Det behøver ikke være svært – så på med skoene og i gang! 

Kilder: bevæg dig for livet og videnskab.dk