I arkitekTUREN tager vi dig med på en arkitektonisk rundvisning i nogle af Heimstadens danske ejendomme.
I August Schade-kvarteret på Amager, med DR Byen og Amager Fælled som nærmeste naboer, ligger Schades Have – En ejendom fra 2016, tegnet af Arkitema Architects, som rummer 173 lejeboliger.
Karrébebyggelsen bærer navnet Schades Have med afsæt i stikvejen fra Amager Fælledvej, som er opkaldt efter forfatter og digter Jens August Schade.
Da ejendommen blev bygget, blev projektet kendt under navnet ‘Den Grønne Karré’, da flere tiltag blev gjort i bæredygtighedens navn. Det var blandt andet det frodige gårdrum, grønne tage med Mos-Sedum og opførelsen af solceller.
Schades Have er netop bygget i grænselandet mellem det traditionelle og det moderne, med en arkitektur som helt bevidst forener gammelt og nyt. Området kombinerer på fineste vis det urbane, moderne og grønne miljø.
Den grønne tanke
Oppe over boligerne gemmer der sig grønne tage med Mos-Sedum – en særlig slags tagvegetation, som udover at skabe et fint farvespil, hjælper til at opsamle regnvand og bidrager til områdets biodiversitet.
Den grønne tanke videreføres også i det frodige gårdrum med stedvise bakker og større beplantning.
Ejendommens store altaner er ‘trukket’ en smule ind i bygningen for at skabe mere plads og forbindelse til de grønne udendørsområder.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Noget for øjet: en karrébebyggelse med gennemtænkt arkitektur
Schades Haves stenfacader, lyse flader og vinduernes vertikale, forskudte placeringer skaber et smukt sammenspil og et konstant varierende udtryk i bygningen, alt efter lyset og årstiden – Arkitektoniske valg, der giver bygningen et strejf af charmerende asymmetri.
Læs også: arkitekTUREN - Scherfigs Have
Ejendommen rejser sig smukt i sine fulde otte etager og trapper ned til fem etager. Ud over at variere i højden, er bebyggelsen også karakteriseret ved en facade, der forskyder sig.
I udarbejdelsen af karréen er der lagt vægt på ejendommens moderne udseende, som er udført i skiftende hvide, grå og brune nuancer. Det skaber stor variation og et spændende spil i facaden.
Netop facaden og bygningens springende højder skaber en unik arkitektonisk stil, der smelter sammen med bydelen.