Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Mød naboen: Nu har jeg fundet hjem

Marianne Kruhøffer har boet flere steder end de fleste. Nu har hun fundet sig til rette i barndomsbyen Viborg, hvor arbejde, kærlighed og et trygt hjem med plads til dyr har fået hende til at slå rødder.

Udgivet den 23. juni 2021

”In case of emergency, please rescue my dog” – ved ulykke, red min hund. 

Sådan står der på skiltet på Marianne Kruhøffers dørkarm. At lejlighedens ejer er glad for dyr, understreges yderligere af den glade gøen, der møder os, da vi ringer på.

”Jux gør ikke noget,” siger Marianne skyndsomt og fører os sammen med den logrende hund i gennem stuelejligheden ud til den solbeskinnede have. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

Vi er på Søndermarksvej i Viborg – en ejendom i rolige omgivelser, hvor Marianne har sin lejlighed og tilhørende have. Her har hun boet siden 2020 og er faldet rigtigt godt til. Her har hun hjemme.

”Folk er søde og tolerante, og jeg er blevet taget godt i mod. Mange har hunde, og så lærer man nemt hinanden at kende,” siger 37-årige Marianne om naboskabet på og omkring ejendommen.

Læs også: Find dig selv – Hvilken nabotype er du?

Det, at Marianne kalder boligen for hjem, er noget særligt. Hun har nemlig haft flere naboer end de fleste. Siden barndommen har hun i Viborg boet på 18 forskellige adresser fordelt rundt i landet: Fredericia, Roskilde, Rødovre, Nordborg og Varde, bare for at nævne et par stykker. Nu er hun tilbage i barndomsbyen, Viborg. 

En anden hverdag

Marianne er diagnosticeret med posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD). Og i 2019 blev Marianne ramt af stress; ikke på grund af sit job, men på grund af en svær fortid, som indhentede hende. En fredag fik Marianne ondt i skulderen, og om mandagen kunne hun næsten ikke gå.

”Jeg har ignoreret alle signalerne fra min krop, alle de gange, hvor den har været ked af det. Jeg havde aldrig fået det bearbejdet, og det hobede sig op i min krop, der til sidst endte med at lukke helt ned,” fortæller Marianne om forløbet og den nye hverdag, hun pludseligt stod i.

”Jeg prøvede at flygte fra fortiden, men da jeg fandt ud af, at den bare indhentede mig, kunne jeg lige så godt vende tilbage til Viborg, hvor jeg har mine venner og familie – hvor der er hjem og ro,” siger Marianne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Mariehøns i lommen 

I årevis havde hun svært ved at være sammen med mange mennesker, hvorimod det var en ganske anden sag med dyrene. Som barn proppede hun lommerne med mariehøns, regnorme og bænkebidere.
Marianne har altid omgivet sig med dyr, hvor hun kunne komme til det. De har altid udgjort en nærhed og ro.

Derfor har de også spillet en stor rolle i hele Mariannes liv – og hjulpet hende tilbage til hverdagen. Fra de mange flyt fra adresse til adresse, den manglende base og tryghed og den sociale distancering fra andre mennesker.

Foruden venner og familie, nøjes hun i dag med sin hund og sine afrikanske kæmpesnegle. De sidste lever i bur, mens hunden Jux render frit rundt i lejligheden og den tilhørende have.

Læs også: Byg dit eget insekthotel

”Jux blev født i min seng for syv år siden. Jeg hjalp ham selv til verden, og vi har været sammen lige siden. Min hund giver mig trøst, mod og styrke. Han er min terapihund,” smiler hun og aer Jux, der har lagt sig veltilpas til rette i hendes skød.

Kåret som årets medarbejder

Og det er ikke kun blandt dyrene, at Marianne har opnået en stor stjerne. På hylden i Mariannes stue står en blå-hvid lastbil fra Rema1000, og ovenover hænger et diplom, der viser, at Mariannes kolleger kårede hende til ’årets medarbejder 2020.’

”Mit arbejde betyder alt for mig, og jeg er stolt af, at jeg er kommet så langt. Da jeg begyndte hos Rema1000, var jeg indelukket og usikker, men sådan har jeg det ikke mere. Jeg glæder mig altid til at komme på arbejde,” siger Marianne. 

Hun er netop begyndt at sidde ved kassen. Kort tid ad gangen, og hun er træt, når hun kommer hjem, men hun nyder kontakten med kunderne og kollegerne. Sådan var det ikke, da hun begyndte i flexjob i supermarkedet for seks år siden. 

”På grund af min PTSD har jeg nogle sociale vanskeligheder, der gør, at det har været svært for mig at være i et almindeligt job. Jeg holdt sjældent mere end et halvt år. I dag kan jeg sidde ved kassen i tyve minutter, og det er en kæmpe sejr,” fortæller hun. 

(Artiklen fortsætter under billedet)

En ny begyndelse

Generelt har Marianne det godt – rigtigt godt – i den nye hverdag, hun er lykkedes med at etablere. Og som ud over dyr og kolleger har givet plads til både nye venskaber og ikke mindst kæresten Morten, som hun mødte i 2019.
Og selvom Morten bor i Varde, er Marianne ikke ved at pakke flyttekasserne – hun bliver på Søndermarksvej i Viborg.

”Jeg flygtede fra mig selv, men nu har jeg fundet et sted, hvor jeg føler mig hjemme,” fortæller Marianne. 

Jux ligger stadig i hendes arme og ligner i dén grad også en, der føler sig hjemme.