Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Dugger dine ruder?

Dug og kondens på indersiden af dine vinduer opstår, når varm luft møder rudens kolde overflade. Med få greb kan du få et sundere indeklima og slippe for kondens, råd og svamp.

Udgivet den 27. september 2021

Det er helt normalt, at dine vinduer dugger ved madlavning, et varmt bad og lignende. Men dug og kondens på indersiden af dine vinduer bør ikke sidde længere tid ad gangen, da det kan resultere i svamp og råd i karmene. Det kan også være tegn på et dårligt indeklima, som kan påvirke din og din families trivsel.

Du kan forebygge dug og kondens og optimere indeklimaet med få greb – læs vores tips her:

Luft ofte ud

Det er vigtigt, at du lufter ud hver dag – minimum en gang og meget gerne to eller tre gange om dagen. Fem minutter ad gangen er nok, bare du sørger for at lave ordentlig gennemtræk.
Sørg også for at lufte ekstra ud, når du laver mad – og luk døren til badeværelset, når du er i bad. På den måde spreder fugten sig ikke til resten af dit hjem.

Sørg for at tørre af

Hvis du vågner op til dug og kondens på dine vinduer, eller det opstår i løbet af dagen, skal du tørre det af med en tør klud eller køkkenrulle hurtigst muligt. På den måde undgår du, at det udvikler sig til råd og svamp.

Ensartet temperatur i hjemmet

Hold så vidt muligt en ensartet temperatur i dit hjem. Kolde rum trækker varm, fugtig luft fra resten af boligen, og det kan give kondens.

Læs også: Indretningsarkitektens seks bedste tips

Sørg derfor for at der ikke er mere end fire-fem graders forskel på de kolde og varme rum i din bolig.

Vær opmærksom på badeværelset

Badeværelset er ofte kilden til duggede ruder – Men hvis du sørger for at tænde udsugningen eller åbne vinduet på badeværelset, er du godt på vej mod et bedre indeklima. Hold gerne enten udsugning eller vinduet åbent 15 minutter efter badet.

Husk at holde døren lukket til badeværelset, mens du bader, så dampen ikke fordeler sig til resten af din bolig.

Andre gode huskeregler

Beboere i lejligheder har ofte kun mulighed for at tørre tøj i stuen og lignende. Men sørg så vidt muligt for at hænge dit tøj til tørre udenfor (når det er muligt) – og alternativt hold et vindue åbent imens.

Læs også: Når frosten sætter sig – sådan påvirkes dit gulv

Oplever du, at nogle af dine vinduer er koldere end andre, kan du med fordel tænde radiatorerne under disse. Den varme luft fra radiatoren stiger op og hæver rudens indvendige temperatur og modvirker på den måde kondens.