Ejer af indretnings-, design- og arkitektstudiet RUM4, Kristian Lillelund, maler gerne både paneler og loft i samme farve som væggene, og han mener, at det er sundt at luge ud i sine ting. Stjæl hans tips til den gode indretning her.
Drop hvid
Faktisk gør hvid dig ofte ingen tjenester. En for steril hvid kan genere øjet i både en lys og mørk stue. Så vær ikke bange for farver. Er du dog mest det til neutrale, vil grå kunne gøre et mørkt værelse hyggeligt, ligesom alle andre farver passer til gråt.
PS: Er du bare mest til hvid, ton den, så den bedre kan lege med lyset og give varme.
Brug sociale medier
Der er masser af inspiration at hente på sociale medier såsom Instagram og Pinterest. Mangler du ideer til indretning, renovering og design, bugner det med originalitet, tips og tricks.
PS: På YouTube kan du finde gør-det-selv-videoer til næsten hvad som helst.
Læs også: Indret din altan efter årstiden: Forår
Ryd ud
De fleste af os har alt for mange ting, og vi kan undvære rigtig meget af det. For at finde ud af, hvad der er nødvendigt og vigtigt for dig, tøm værelset og se på, hvad du savner og indret rummet ud fra det. Overvej også en mindre sofa og tv – de store ting, som kun kan stå et sted, binder dig nemlig indretningsmæssigt.
Færre, men bedre ting
Invester i møbler og ting, du rigtig godt kan lide. Kvalitet holder, og du bliver ikke træt af godt design på samme måde, som du gør af massefabrikation. Det samme gælder kunst – i stedet for bare at købe noget tilfældigt, fordi væggen er bar, invester i kunst, du kan lide, hvad enten det er en plakat, et maleri eller fotokunst. Og kan du ikke finde noget overvej at male væggen.
Læs også: Mød naboen: Når gråt i gråt er alt andet end kedeligt
Mal det hele
Mal alt – også panelerne, dørene, loftet – i samme farve. Det kan lyde lidt ”farligt”, men faktisk samler det værelset og giver et helt unikt udtryk, der giver øjet ro.
Start med hjørnet
Hvis det føles som en for stor mundfyld at lave det hele om, start med et hjørne. Et hjørne i hjemmet kan føles friskt og nyt og give dig gejst til at fortsætte.