Har du lyst til at gøre en forskel for et andet menneske, som ønsker sig mere netværk og oplevelser i hverdagen?
Lige nu mærker mange af os, hvordan ensomhed gør ondt. Ensomhed rammer hjemløse og socialt udsatte ekstra hårdt. Derfor søger WeShelter frivillige netværksvenner, som vil skabe glæde i livet for et menneske, som behøver det.
Så har du lyst, overskud og to timer til rådighed om måneden kan du blive frivillig netværksven for en hjemløs eller udsat person i København gennem WeShelter.
“Jeg nyder hvert et minut sammen med min netværksven, om vi tager til koncerter, går lange ture eller tager selfies. Selvom vores venskab var ”arrangeret”, så har det naturligt udviklet sig til et ægte venskab.”
WeShelter er et fællesskab af sociale tilbud rettet mod hjemløse og socialt udsatte. Organisationen søger forskellige typer af frivillige – vigtigst er, at du er rummelig, god til at lytte og/eller snakke og har mod på at møde et menneske, som er anderledes end dig selv.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Du mødes med din netværksven en til to gange om måneden og WeShelter stiller billetter til aktiviteter og kulturbegivenheder til rådighed for jer begge.
Læs også: Fra hjemløs til et liv i egen bolig
Du bliver matchet med din netværksven efter interesser, ressourcer og værdier. WeShelter kigger efter om der kunne være god kemi, inden det “arrangerede venskab” bliver sat op.
Læs mere og tilmeld dig som frivillig netværksvej her.
—
Heimstadens sociale ansvar
Heimstaden Danmark har siden 2018 støttet hjemløseprojekter, som arbejder for at forbedre forholdene for de mest udsatte hjemløse.
Siden 2020 har Heimstaden støttet WeShelters arbejde for at give hjemløse og socialt udsatte bedre vilkår.
Læs mere om vores sociale ansvar og partnerskaber her.