Siden 2022 har Heimstaden støttet Sommerfugleeffekten. En workshop for børn, der er under behandling på landets hospitaler.
I den store slotshave bor Lula Kaninbusk. Når natten falder på, bliver alle de andre buskedyr i haven levende, og så er det kun fantasien, der sætter grænser.
Hvad der præcist kommer til at ske i eventyret om Lula Kaninbusk og alle de andre dyr i slotshaven, vides endnu ikke. For børnebogen bliver til på baggrund af tegninger lavet af børn, som er i behandling på H. C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense (OUH).
Projektet hedder Sommerfugleeffekten og er startet af Billedkunstner Pia Larsen.
Heimstaden Danmark har støttet projektet gennem tre år – og glædeligt fulgt med, mens det har vokset sig større: Fra de første workshops på hospitalet i Odense, til udgivelsen af “Lula Kaninbusk & Tryllebjergets hemmelighed” og frem til i dag.
Sommerfugleeffekten har siden vokset sig ud af Odense Universitetshospital og er nu at finde på alle landets børnehospitaler.
Læs også: Partnerskab hjælper børn godt på vej i livet
Netop nu arbejder Pia Larsen og børnene på en efterfølger til eventyret om Lula Kaninbusk.
”Bogen bliver skabt på børnenes præmisser og bygget op omkring deres bidrag. Jeg glæder mig til at se den færdige historie, for jeg ved endnu ikke, hvordan den udvikler sig,” siger Pia Larsen, som er børnebogsforfatter, filminstruktør og billedkunstner.
Hendes fantasi får næring af de mange børnetegninger af fantasifulde dyr, som bliver tegnet, når hun en gang om måneden samler børn i behandling og deres søskende til en kreativ workshop, der er en del af Sommerfugleeffekten.
(Artiklen fortsætter under billederne)


”Børnene på hospitalet har brug for et brud i hverdagen, hvor de laver noget sjovt,” siger Pia Larsen.
Workshoppen finder sted på børnehospitalets Eventyrtorv, hvor børnene samles til hygge, højtlæsning og kreative sysler.
En mexicansk halepadde
På Eventyrtorvet er de første børn klar til dagens workshop, før Pia Larsen får pakket tusser og papir ud. Snart sidder de ved bordene og tegner deres yndlingsdyr. Mange har deres forældre med. En af dem er 10-årige Mikkel Nyegaard Benti. Han har en tvillingebror, der er indlagt.
”Det er hyggeligt at være her, og jeg elsker billedkunst. Nogle gange kan jeg godt kede mig på hospitalet, og så er det godt at gå herned,” siger Mikkel, der har sin mor med.
Læs også: Velkommen til en verden af god nattesøvn!
Han er ved at tegne sit yndlingsdyr – en axoloti, som er en mexicansk halepadde. Axolotien kan meget vel ende som figur i Pia Larsens kommende børnebog ’Lula Kaninbusk og Slotshaven’, som udkommer i foråret 2024 med støtte fra Heimstaden. Bogen bliver distribueret rundt til børneafdelinger i hele landet.
”Jeg glæder mig til at se min tegning i bogen,” siger Mikkel.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Siden 2020 har børnene på hospitalet bidraget med tegninger til eventyrbogen ’Lula Kaninbusk og Tryllebjergets hemmeligheder’, som udkom sidste påske. Nu har Pia og børnene igen fundet fantasi og farveblyanter frem for at lave fortsættelsen.
”Jeg har lavet rammen, men børnene skriver sig ind i bogen, for jeg bliver inspireret af deres tegninger og skaber alle karaktererne ud fra dem,” fortæller børnebogsforfatteren.
Hun noterer børnenes navne bag på de færdige tegninger, så dyrene i bogen kan få deres navne.
Fakta
Bøgerne om Lula Kaninbusk er en del af projektet Sommerfugleeffekten, som blev grundlagt af Pia Larsen og støttes af Heimstaden. Projektet er primært knyttet til H. C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense, mens formålet med bogen er at nå ud til børneafdelinger i hele landet.
Læs mere på Sommerfugleeffekten.com
Her finder du også en e-bogsudgave af ’Lula Kaninbusk og Tryllebjerges hemmeligheder’.
Skaber fællesskab på tværs
Tiden kan synes lang, når man som barn er indlagt eller går til behandlinger på et sygehus. På H. C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense gør personalet en stor indsats for, at børnene og deres søskende kan få et pusterum.
”Vi vil gerne gøre en forskel for de børn, som kommer til behandling hos os. Vi skaber et fællesskab for børnene på tværs af diagnoser og specialer. Det bliver et frirum fra sygdommen, hvor de kan skabe nye relationer,” siger socialpædagog og velfærdskoordinator, Mette Sorang Kjær.
Læs også: Mød naboen: Malerkunst med mund og fod
Søskende til børn i behandling er også velkomne, for ofte er de med på hospitalet.
”Mange planlægger, at de skal forbi Eventyrtorvet og se, hvad der sker, når de er her,” siger Mette Sorang Kjær.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Børnehospitalet tilbyder en lang række aktiviteter, herunder Sommerfugleeffekten, for børn og unge på afsnittet. Denne tirsdag formiddag sidder Silje på 11 år og hendes søster Merle på ni og tegner deres yndlingsdyr til den kommende bog om Lula Kaninbusk.
Silje leder efter en elefant på mobilen, mens Merle er ved at tegne en giraf. Pigerne har et indgående kendskab til H. C. Andersen Børne- og Ungehospital, da Silje har en medfødt tarmsygdom. Derfor har hun siden fødslen været til undersøgelser og været indlagt et utal af gange.
”Det har nærmest været vores andet hjem, men tiden kan være lang, og så er det dejligt, at der sker noget,” siger pigernes mor, Rikke Nyholm.
Energi og glæde på Eventyrtorvet
En gang om måneden tager Silje og hendes mor den lange vej fra Holstebro til Odense, fordi Silje skal til kontrol og have taget en blodprøve. Dér bliver der altid fundet tid til et ophold på Eventyrtorvet.
”Det er et frirum, hvor vi samler glæde og energi. Vi plejer at planlægge efter det, så det bliver formålet med turen, og undersøgelsen eller blodprøven er noget sekundært. Der var en gang, hvor vi ikke havde tid til hygge, og det blev Silje meget ked af. Det bliver for hårdt foruden pausen,” fortæller Rikke Nyholm.
(Artiklen fortsætter under billederne)


Rikke Nyholm sætter pris på, at aktiviteterne også er for Siljes raske søster.
”Det giver meget til Merle, at hun møder andre børn, som også har syge søskende. Så er hun ikke den eneste med en syg søster. Ligesom Silje oplever, at hun ikke er den eneste, som er syg, og hun danner hurtigt relationer til de andre børn,” siger hun.
Pigerne er færdige med deres tegninger, og Lula Kaninbusk kan få nye venner i bogen. Måske bliver det en elefant ved navn Silje, en Merle Giraf eller en axoloti, som hedder Mikkel.
Det støtter Heimstaden
Heimstaden Danmark støtter Sommerfugleeffekten og mange andre projekter, som en del af vores sociale ansvar.
Du kan læse mere om socialt ansvar og hvilke andre projekter der modtager støtte fra os her.