Nyt samarbejde mellem Heimstaden Danmark og LOKK hjælper voldsudsatte kvinder og børn til en ny start
I Danmark kæmper mange kvinder og børn med at finde et nyt hjem, når de flytter fra et krisecenter og skal starte et liv uden vold. Nu har Heimstaden Danmark og Landsorganisationen af Kvindekrisecentre (LOKK) indgået et samarbejde, der kan gøre en stor forskel for denne udsatte gruppe.
Samarbejdet skal sikre, at flere kvinder og børn får adgang til en tryg bolig – en vigtig forudsætning for at skabe en ny og stabil tilværelse.
Fra krisecenter til eget hjem
Vejen fra et krisecenter til et nyt hjem er ofte fyldt med udfordringer. Mange kvinder har begrænsede økonomiske midler og skal samtidig finde en bolig i et område, hvor de kan føle sig trygge – væk fra voldsudøverens rækkevidde. Det er her, samarbejdet mellem Heimstaden og LOKK gør en forskel.
Læs også: Vi giver børnene et frirum fra sygdommen
“Med godt 400 ejendomme fordelt i hele landet, har vi muligheden for at tilbyde kvinder og børn en bolig, der passer til deres behov – både i forhold til geografi, størrelse og tryghed. Vi vil gerne give dem en ny start på helt almindelige vilkår,” sig er Michael B. Hansen, adm. direktør for Heimstaden Danmark.
Første kvinder er allerede flyttet ind
Samarbejdet blev lanceret i juni 2024, og de første otte kvinder er allerede flyttet ind i Heimstaden-boliger i København, Frederiksberg og Odense. For hver enkelt kvinde betyder det en ny begyndelse – og en chance for at skabe et hjem, hvor de kan føle sig trygge og begynde at bygge en ny hverdag.
“Det er i alles interesse, at voldsudsatte kvinder og børn får den nødvendige støtte til at starte et nyt liv uden vold. Et trygt hjem er et vigtigt skridt på den rejse,” forklarer Laura Kirch Kirkegaard, direktør i LOKK.
Hun understreger at behovet er stort:
”Desværre oplever vi, at mange voldsudsatte kvinder må vente i lang tid på at få sig en ny bolig, der lever op til de sikkerhedsmæssige og økonomiske hensyn som denne udsatte gruppe har”.
Antallet af kvinder og børn på kvindekrisecentre i 2023
- Hvert år flytter cirka 3.000 kvinder og 2.500 børn fra et krisecenter til egen bolig for at begyndt et nyt liv uden vold efter ophold på krisecenter
- Siden 2017 har antallet af kvinder og børn der kommer på krisecenter været støt stigende
- Kvinderne medbringer i næsten halvdelen af tilfældene (43 procent) et eller flere børn
- Hvert år bliver 118.000 kvinder udsat for partnervold.
Kilder: Danmarks Statistik og LOKK
Socialt ansvar i boligbranchen
Samarbejdet er en del af Heimstadens ambition om at tage socialt ansvar. Ved at dedikere et antal boliger til udsatte grupper, hjælper vi med at dække et behov, som kommuner og almennyttige boliger ofte ikke kan håndtere alene.
“Vi håber, at vores initiativ kan inspirere andre i den private bolig- og ejendomsbranche til at tænke i samme retning. Selv enkelte lejemål kan gøre en enorm forskel – og hvis vi er flere der gør en smule, kan det blive meget tilsammen,” siger Michael B. Hansen.
Du kan læse mere om Heimstaden Danmarks sociale ansvar her.