A Home for a Home-partnerskabet blev lanceret i sommeren 2019 og har allerede nu sat markante milepæle i verden. Også i Danmark.
Heimstaden og SOS Børnebyerne er på en mission: Sammen vil vi skabe trygge hjem og en god start på livet for tusindvis af børn i verden – og bane vejen for nye måder, private virksomheder, NGO’er og andre organisationer kan samarbejde på.
Plads til ekstra omtanke for børn og unge
For hvert hjem, Heimstaden ejer, donerer Heimstaden 100 euro til SOS Børnebyerne. I 2022 blev det til en donation på 11 millioner euro, eller knap 82 millioner danske kroner. A Home for a Home har indtil nu betydet en forskel for 55.000 børn og unge i 25 lande, baseret på hele 46 indsatser.
Heimstadens donation går dels til målrettede SOS Børneby-projekter i tredjeverdenslande og til at etablere nye initiativer og partnerskaber lokalt i de europæiske lande, hvor Heimstaden i dag forvalter lejeboliger – heriblandt Danmark.
Læs også: Ansøg om lektiehjælp med MentorDanmark
Det fælles omdrejningspunkt er at sikre børn og unge en tryg hverdag, men med den ekstra dimension, at parterne udnytter kompetencer og erfaringer fra både Heimstaden og SOS Børnebyerne til at tænke i nye løsninger.
Tæt samarbejde der gør en forskel
Gennem partnerskabet er der bevilget midler til et projekt i Danmark, som sikrer efterværn for nogle af de mange børn, der hvert år afslutter ophold på et Julemærkehjem.
Med afsæt i et mindre lektiehjælpsprojekt, Heimstaden Danmark allerede havde søsat med MentorDanmark – og med Julemærkefonden ombord i det nu udvidede partnerskab – har parterne i tæt samarbejde skræddersyet en platform for at tilbyde særskilte mentorforløb.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Foruden hjælp til lektier i et konkret skolefag, skal mentorforløbene bidrage til at øge selvsikkerheden og trivslen, når børnene vender tilbage til deres normale hjem og hverdag fra ophold på et Julemærkehjem.
50 børn har i 2022 været igennem et forløb. Og tilbagemeldingerne er foreløbigt virkelig positive.
Læs også: Heimstadens sociale ansvar
“Det er en fantastisk mulighed, som børnene får. Det er noget, vi selv har ønsket at kunne tilbyde børnene, men som vi ikke har haft ressourcer til. Derfor er det bare fantastisk, at der er nogle professionelle aktører, som vil gøre en ekstra indsats for de børn, der har ekstra meget brug for det,” siger direktør for Julemærkefonden, Søren Ravn Jensen.
I 2023 håber vi at kunne give endnu flere børn adgang til en tryggere hverdag – det danske projekt har netop fået tildelt penge fra A Home for a Home-puljen.