I 2010 er Helene Sahlertz netop blevet uddannet dyrlæge. Den økonomiske krise er på sit højeste, og den ellers ærkekøbenhavnske unge kvinde, leder med lys og lygte efter et dyrlægejob. Men på Sjælland er det småt med jobs indenfor hendes hestespeciale, så Helene, der dengang er 27 år, pakker sine ting og flytter til Jylland.

”Det var egentlig tænkt som midlertidigt,” smiler nu 39-årige Helene og fortsætter: ”Men det endte med at blive 10 år, og i mellemtiden uddannede jeg mig til hestetandlæge”.

Fordi planen var et kort ophold, lejede hun en bolig, som hurtigt blev til mange boliger, efterhånden som tiden gik.

Læs også: Find dig selv: Hvilken nabotype er du?

Selvom Helene altid var god til at få boligerne til at ligne og føles som hjem, efterhånden som husstanden blev udvidet både med hund og to katte, var der aldrig en følelse af hjem – for hun skulle jo ‘snart’ hjem til Sjælland, så hun igen kunne være tæt på sin familie.

”Under pandemien åbnede der sig pludselig et job som hestetandlæge, og jeg så mit snit til at flytte tilbage. Jobbet lå i Ringsted, hvor min bror også boede, så det gav mening at finde et sted heromkring. Som dyrlæge kører jeg nemlig 30.000 kilometer om året, så orker man ikke også at have langt til og fra arbejde”, forklarer hun.

Irma har sat sit præg

I september 2020 flyttede Helene ind i det 100 m² store rækkehus i Benløse ved Ringsted sammen med hunden Irma. Udefra ligner det egentlig et mindre hus, men rummeligheden overrasker, når man træder indenfor, hvor modtagerkomiteen står klar.

Det er labradoren Irma, der viser sig at være lige så blid, som den Irmapige i Irma, hun er opkaldt efter. Særligt når man sætter sig i øjenhøjde og klør hende bag øret.

”Jeg arbejdede i Irma på Østerbro i mange år, og jeg elskede det,” siger Helene og peger op på hylden i køkkenet, som er dedikeret til Irma-dåser:

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Lige da jeg flyttede til Jylland, lå der en lille Irma i Aarhus, men den lukkede. Det var faktisk en af de ting, jeg savnede mest, for Irma er meget københavnsk. Og jeg kan godt lide minder, ja faktisk er hele mit hjem bygget op omkring minder.”

Det var dog kun Irma, som endte med at flytte ind med Helene i rækkehuset. Den ene kat kunne mentalt ikke klare flytningen, og den anden fik sukkersyge. Sidstnævnte var med hende i 13 år, og hans aske står nu i en lille, blå urne med udsigt over haven.

”Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre med ham endnu. Han skal begraves et sted, hvor jeg ved, at jeg bliver,” siger hun og bliver vemodig ved tanken:

”Åh, de dyr altså. Man holder jo så meget af dem.”

Irma render for at hente noget legetøj, og så slår hun Helenes udsagn fast ved at kræve at blive kælet af undertegnede.

Store planter, skeletter – og en zebra på staffeli

I Helenes hjem bemærker man tre ting: Minder, farven turkisblå og planter. Over det lange træspisebord hænger en kæmpe, turkis balipendel, og også sofaen prydes af turkisblå puder. Det her er et rigtigt hjem på Helenes præmisser.

Læs også: Sådan kan du spare på energien

For ved siden af den reol, hun har arvet af sine bedsteforældre, står en kiste, som Helenes far engang snedkererede, og som hendes veninde efter hans død shinede op i en turkis farve. Den indeholder nu garn.

På den anden side står et maleri af en zebra på et staffeli – ja faktisk er der en hel del zebraer fra Helenes Tanzania-ture, fordi det var hendes yndlingsdyr på savannen.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Huset prydes af store planter, og så er der skeletter af heste – et hoved og et underben – samt et glas med gigantiske hestetænder. Det er dog ikke så morbidt, som det måske lyder. Det afslører bare hendes store interesse for hestens komplekse fysik. Og som urnen med asken af hendes kat – kærligheden til dyrene.

”Farven turkis, minder, planter og dyr, så føler jeg mig hjemme,” griner Helene:

”Jeg drømmer om at købe et hus, men nu har jeg boet her i halvandet år, og jeg føler mig hjemme. Her er alle mine ting, og i min lille have er der en fliseterrasse, hvor jeg kan luge ukrudt, hvilket jeg elsker.”

Lige dele selskabspapegøje og strikkedame

Helene er nemlig et ordensmenneske, som passer godt på sit hjem, også selvom hun har hund. Alt står på sin plads. Dog ikke på den kliniske måde, bare den ordentlige – og meget hyggelige måde.

”Jeg er begyndt at strikke,” siger hun pludselig, rejser sig og går over ved sofaen og hiver et næsten færdigt babytæppe frem.

Læs også: Kickstart havesæsonen

”Det er til min venindes baby,” siger hun og hiver så en flaskegrøn cardigan op:

”Og den her, er til mig. Ej, men det er sjovt – jeg troede altså ikke, at jeg ville blive en strikkedame, for jeg havde slet ikke tålmodigheden i starten. Men jeg holdt fast, og nu elsker jeg det. Det virker meditativt på mig”.

En base med plads til både gæster og ro

For Helene skal hjemmet både være stedet, hun kan byde inden for, og basen hun kan trække sig tilbage på.

Hun kalder sig selv en ekstrovert introvert: Hun elsker selskab, men hun har brug for at lade op for sig selv. Og når hun gør det, sidder hun og hygger i sofaen med Irma og strikketøjet.

Det lange spisebord og gæsteværelset afslører da også, at hun elsker selskab og ofte har sin mor, der til daglig bor i Lyngby, overnattende.

(Artiklen fortsætter under billedet)

”Mit hjem skal både være det sted, hvor jeg finder ro, og hvor jeg kan hygge mig med dem, jeg holder af,” som hun siger.

Skoven kalder

Irma er utålmodig nu. Helene kom hjem klokken to, og da klokken nu nærmer sig fire, er det altså over Irmas gåturtid.

Hunden logrer, da vi går ud af huset og hopper ind i Helenes nye bil. Det er tid til den tur i skoven, som de begge to nyder om eftermiddagen. Og så er det hjem igen. Sådan rigtigt.