Grete Netterstrøm har boet på Sortedam Dossering i en menneskealder, og Niels Bock næsten lige så længe. De to naboer har set området ændre sig betragteligt igennem seks årtier. Også fællesskabet og naboskabet.
Kastanjetræerne står store og nøgne langs Sortedam Dossering og sender sollys ind i stuerne i nummer 81. Om sommeren skærmer trækronerne for udsigten i de smukke søstuer hos 86-årige Grete Netterstrøm, der bor på anden sal på Sortedam Dossering nummer 81 i København.
Her har Grete boet siden 1959. Hun startede beboerrepræsentationen i 1975 og kun for nylig overtog hendes overbo Niels Bock formandskabet.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Jeg startede beboerrepræsentationen, fordi der var et behov,” fortæller Grete og fortsætter:
“I gamle dage kunne udlejerne godt være stride, og vi har altid haft erhverv i ejendommen. Det skulle vi, som lejeejendom, jo også håndtere. Så jeg dykkede ned i juraen og samlede beboerne, så vi kunne sikre vores rettigheder. I dag er det anderledes, der er styr på tingene. Men alligevel mener jeg, at det er vigtigt med en beboerrepræsentation for at få samling blandt naboerne.”
Plankeværk i gården adskilte rig og fattig
“Med 46 år som formand har Grete trods alt taget tjansen, og det blev tid til et generationsskifte,” fortæller Niels, og de to griner over, at den unge overbo – på 66 år – nu har taget over.
De to har kendt hinanden i mange år. Niels er i dag pensioneret fra politiet, og voksede op i ejendommen, hvor han har boet siden 1966. Efter nogle år væk overtog han sine forældres lejlighed på tredje sal.
“Det var helt anderledes i 1960’erne. I lejlighederne ud mod søerne boede det bedre borgerskab, og i baggårdene ud mod Ryesgade de fattige. Altså helt bogstaveligt talt var de fattige, og det betød, at der var et plankeværk, der gik tværs igennem gården, så vi ikke behøvede at have noget at gøre med dem,” fortæller Niels med ironi i stemmen.
Det er vigtigt at opretholde naboskabet, fordi naboskab gør, at man passer på hinanden og respekterer ejendommen.
Ryesgade var dengang en af de mest befolkede gader i byen – på et tidspunkt boede der 10.000 mennesker. Men de boede på meget lidt plads, mens beboerne på dosseringen havde store lejligheder på over 150 m².
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Mens der var pæne middagsselskaber hos os, var vores indtryk nok, at der mest var larm, druk og sociale problemer på den anden side af plankeværket. Det kunne i hvert fald godt gå vildt for sig. Nogle gange blev der råbt og skreget,” fortæller Grete og fortsætter:
Læs også: Mobilfri tid: En digital detox, der gavner
“En bestemt dame smed madpakker ud ad vinduet for at fodre kattene. Alt og alle fik også en kommentar med sig, og der blev altid afsluttet med, at hun råbte: ”Høm, høm høm” og klaprede med vinduet. Dengang var der ikke noget, der hed naboskab med baghusene.”
Fra mejeri til Netto
I dag er det noget helt andet, og gårdene er blevet til store og fælles gårdanlæg. Heldigvis, konstaterer Niels. Når man går ned ad Ryesgade og bevæger sig om hjørnet ad Kroghsgade ned mod søen, er området her også noget helt andet.
Så sent som i slutningen af 1980’erne, købte man mælk og brød i mejerier, og plankeværkerne og baghusene var der stadig, ligesom der fortsat var et klasseskel. I dag koster lejlighederne i Ryesgade mange millioner, og i stedet for mejerier ligger der kiosker, restauranter og en lille Irma.
“Jeg tænkte aldrig over det dengang, men i vores opgang boede der flere advokater, journalister og den slags, mens dem i baghuset var arbejderne, der fyrede med petroleum. I dag er det fortsat folk med store uddannelser og gode jobs, men det hænger sammen med størrelsen på lejlighederne, som jo også afspejler huslejen,” siger Grete og fortæller videre:
(Artiklen fortsætter under billedet)
“I takt med at de gamle er væk, er der en del udskiftning, da mange kun bor her i en overgangsperiode, fordi det er lejelejligheder. Heldigvis har jeg fået en børnefamilie ved siden af, og det er så skønt med lidt liv i opgangen.”
I beboerrepræsentationen er der også for nylig kommet en ny, yngre beboer ind.
“Det er jo mest os ældre, der har tid til det, så det var dejligt at få ham ind,” siger Niels og fortsætter: “Det er vigtigt at opretholde naboskabet, fordi naboskab gør, at man passer på hinanden og respekterer ejendommen.”
Samtalekøkken og naboskab
De to kigger på hinanden og smiler så. Her sidder de i Gretes spisekøkken, som Gretes afdøde mand lavede engang i 1960’erne. Kun linoleumsgulvet er blevet skiftet på grund af en vandskade oppe hos Niels for nyligt. Resten står stadig i fineste stand.
“Jeg kan huske, hvordan en af de andre beboere i 1970’erne fik lavet et køkkenalrum i midten af lejligheden. Det syntes, vi godt nok var mærkeligt,” griner Grete.
“Ja, i dag vil alle have et kæmpestort køkken. Men jeg kan nu godt lide dit spisekøkken,” konstaterer Niels.
Her er også hyggeligt. De to har netop siddet og drukket kaffe og spist croissanter fra en af de nye bagere, som er åbnet i kvarteret i de senere år. På væggen hænger billeder af Gretes familie, som efterhånden med fire børn og mange børnebørn, tæller så mange familiemedlemmer, at billederne har bevæget sig ud i gangen.
(Artiklen fortsætter under billedet)
“Det er sjovt at tænke på, hvordan det var i gamle dage,” siger Grete og kigger på fotografierne.
De forestiller blandt andet Gretes mand på deres båd, børnebørnene og et sort-hvidt foto af søen.
“Tiderne skifter, og meget har ændret sig. I gamle dage kom man sammen med sine naboer, og vi hilste på dem, som boede på Dosseringen. I dag har man ikke ret meget at gøre med naboerne. Men det er jo af andre årsager, siger hun.
De to er gået op i søstuerne, hvor Grete har sat sig i det, som Niels kalder hendes stol. Han tilføjer:
“Men så er det jo godt, at nogle af os stadig er her til at holde naboskabet i gang. Det tror jeg er godt for alle.”
