Split dine grej og redskaber med naboen og spar på både penge- og klimakontoen.
”Må jeg låne en kop sukker?”
Spørgsmålet er nok den mest klassiske indgang til at dele – og skabe dialog med – naboen.
Og selvom det gode naboskab i dén grad kan være til gavn, når man lige løber tør for æg, mælk eller sukker, er der mange andre ting, du kan vinde gavn af at dele med naboen:
Bøger og børnetøj, boremaskiner og biler – eller måske abonnement på yndlingsbladet?
Hver anden dansker deler med naboen
Næsten hver anden dansker (46 pct.) deler, bytter eller låner ting med deres naboer. Det viser Bolius’ undersøgelse om deleøkonomi fra 2021, som YouGov har gennemført.
Deleøkonomien er en smule mere udbredt blandt boligejere, hvor 57 pct. bytter eller låner ting med naboer, mens det for boliglejere er cirka hver tredje beboer (30 pct.), der deler med naboerne.
Læs også: Sådan passer du haven i sommermånederne
Værktøj og haveredskaber er – måske ikke overraskende – blandt det vi låner mest af hinanden, skarpt forfulgt af aviser, bøger og legetøj.
Muligheden for at spare penge samt adgang til ting, der kun skal anvendes få gange, er de væsentligste årsager til at dele, bytte eller låne ting.
Naboer, der bor i Region Sjælland, Syddanmark og Midtjylland deler og låner mest af hinanden, mens der er lidt længere mellem udlånene i Region Storkøbenhavn.
Samtidig er boligejere flittigere til at dele og låne end de, der lejer deres bolig.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Når naboskab bliver delefællesskab
Fordelene ved at dele ting med naboerne er mange; Ud over det helt lavpraktiske i at få adgang til ting, man står og skal bruge, kan der være penge at spare – særligt på ting, som måske kun skal anvendes få gange om året.
Derudover kan der være et klimahensyn i at dele – og så er deleordninger blandt naboer ofte med til at styrke fællesskabet.
Sådan kommer i godt i gang med deleordningen
Går I med tanker om at starte en deleordning?
Vi guider jer gennem nogle af de overvejelser, I bør gøre på forhånd – så deleordningen bliver så smidig som muligt.
1. Hvad vil du dele?
Tænk over dette spørgsmål, inden du går i gang. I en deleordning skal du være parat til selv at smide noget i den fælles pulje.
Der kan være stor forskel på at dele haveredskaber eller køkkengrej, som står og samler støv på hylden, fremfor din spritnye Maxi1000-model.
Dernæst er det værd at overveje, om I skal dele ting, I har i forvejen, eller gå ud og investere i nyt sammen.
2. Aftal klare spilleregler
For at undgå uenigheder, er det vigtigt at have aftaler for, hvordan jeres fælles ting bør behandles. Det er også en fordel at vide, hvad der skal ske, hvis nu noget skulle gå i stykker.
Hav derfor styr på, hvordan der afregnes, hvis uheldet er ude. Hav også klare aftaler for hos hvem eller hvor, redskaberne skal have (fast) plads.
3. Hvornår skal det bruges?
Det er en god ting at sørge for en form for ordning, så alle ved, hvem der bruger fællestingene hvornår – og hvor de har været sidst.
I kan eventuelt lave et skema, hvor man kan skrive sig op til at bruge fællesværktøjet, gasgrillen eller pavillonteltet. Eller en rækkefølge på, hvem der giver abonnementsbladet videre til hvem.
Læs også: Mød naboen: 100 m² på egne præmisser
Alternativt kan en fælles Facebook-gruppe også være vejen frem. På den måde er det også lettere at komme i kontakt med hinanden.
4. Forvent at tingene bliver brugt
Da udstyr som f.eks. en græsslåmaskine vil blive brugt oftere, når der er flere om at bruge den, er risikoen for slid også større.
Du skal derfor ikke være overrasket, hvis den går hurtigere i udu, end hvis det kun var ’din egen’. Det sker sjældent at nogen gør det med vilje.
Fordelen er til gengæld, at I er flere om at fikse problemet.
5. Gå sammen om bedre kvalitet
I stedet for at alle på vejen køber værktøj i en billigere model, kan man med fordel gå sammen og købe kvalitetsprodukter.
De lidt dyrere produkter holder (og virker) typisk bedre, ligesom man som regel er mere indstillet på at vedligeholde og reparere det, i stedet for at smide det ud.
God fornøjelse
Hovedparten af danskerne mener, ifølge Bolius’ undersøgelse, at vi bør dele, bytte eller låne mere.
Med disse råd, har du de bedste forudsætninger for at komme godt i gang med at dele med naboerne.
___
Kilder: Yougov for Bolius: Deleøkonomi 2021