Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Sådan passer du haven i sommermånederne

– Syv grønne tips til din have-to-do-liste

Udgivet den 25. maj 2023

Med juni for døren begynder haven at stå grøn og frodig. Over de næste par måneder indbyder den til afslapning, hygge under åben himmel og vigtigst af alt: at høste udbyttet af det arbejde, du har gjort tidligere på året!

Her følger syv råd til, hvordan du får mest ud af din sommerhave:

1. Vand, vand og vand!

Sommermånederne er varme og kan også gå hen og blive meget tørre måneder. Det er derfor vigtigt, at du husker at vande din have. Vil du blive ved med at have frisk grønt og smukke blomster hele sommeren? Så er det med at sørge for, at planterne får den næring, de behøver.

2. Brug vandopsamlinger og spar på vandet

Selvom haven kræver vand, behøver du ikke at ’give los’ på vandet i hanen. Hvis du ikke har det allerede, kan du med fordel opstille en vandopsamler i haven – de fås i alle størrelser i de fleste byggemarkeder.

Læs også: Heimstadens tomatskole – kom godt i gang

Ud over at spare på vandregningen, er regnvand kalkfrit. Det bliver dine planter glade for!

(Artiklen fortsætter under billedet)

3. Høst, del, gem

Køkkenhaven begynder nu så småt at blive fyldt med frisk grønt, som hver dag kan hentes ind til middagsbordet – Eller som du bare kan nydes som en snack i løbet af dagen.

Læs også: Byg dit eget insekthotel

Har du overskud af krydderurter, bønner eller bær, kan du med fordel fryse dem, så du har til vinteren. Dine naboer vil sikkert også blive glade for en pose eller kurv fra dit ’overskudslager’.

4. Bekæmp skadedyrene – naturligt

Er drivhuset, bedet eller dine plantekasser blevet angrebet af f.eks. spindemider, bladlus eller mellus er der forskellige måder, du kan bekæmpe dem – med grøn samvittighed:

  • Et gammelt husråd er at plante purløg ved siden af f.eks. tomater eller agurker. Det bryder utøjet sig ikke om, da det afgiver en løgagtig lugt i jorden.
  • Du kan også sprøjte blade og jord med mælk (blandet op med lige dele vand), som først har fået lov at stå et par timer i solen og er blevet dejligt sur. Det bryder lusene sig ikke om.
  • Er dine planter hårdt angrebet, kan du anskaffe mariehønelarver eller spinderovmider, som kan spise de ubudne gæster.
  • Du bør bruge insektsæbe, hvis dine frugttræer er ramt af skadedyr eller svamp.

Husk generelt at lufte godt ud i drivhuset: Lad gerne døren stå åben med jævne mellemrum, så frisk luft kan cirkulere mellem planterne.

(Artiklen fortsætter under billedet)

5. Havens krukker skal passes. Få naboen til at hjælpe

Krukkerne i haven har ekstra brug for kærlighed i sommervarmen. Spring derfor ikke hverken vanding eller gødning over (selvfølgelig med bio-gødning).

Tager du på ferie i løbet af sommeren, så sørg for at naboer eller familie kan komme forbi og vande, mens du er væk.Skal du kun være væk i kort tid, kan du sætte dine krukker ind i skyggen, så de får mindre sol. Det mindsker nemlig risikoen for at de tørrer ud. Husk at vande inden du lukker kufferten.

6. Bind klatreplanter op – undgå metaltråd!

Klatreroser, klematis, blåregn og kaprifolie er nogle af de klatrende planter, som har brug for lidt ekstra hjælp til at finde deres vej. De skal bindes op løbende gennem sommeren, for at vokse i den retning, du ønsker.

Læs også: Få bugt med genstridige pletter på tøjet

På denne tid af året er skuddene bløde, så du kan nemt forme dem, som du vil. Brug bomuldssnor, sejlgarn eller plantesnor, som er egnet til opbinding – Og ikke metaltråd, da det gnaver sig ind i grenene og hæmmer plantens vækst.

7. Skud, stiklinger og tid til hækkeklip

Beskar du dine frugttræer i vinter? Klip de nye skud af, som træet sætter hen over sommeren, da de ellers stjæler både vand og næring, og dermed hæmmer træets vækst.

Sommeren er også den bedste sæson til at tage stiklinger til nye træer og planter:

  • Bræk en sund stilk eller stængel af din plante
  • Sæt den dybt i en potte med såjord og vand grundigt
  • Placér stiklingen lyst, men ikke i direkte sollys
  • I løbet af et par uger vil den sætte rødder, vokse sig stor og være klar til omplantning.

Det er også nu, du kan finde hækkeklipperen frem og klippe din hæk, ligesom nogle vælger at give hækken gødning på denne tid af året.

Ukrudt kan i samme ombæring være rart at få fjernet løbende, så det ikke vokser sig til en uoverkommelig størrelse.

God havelyst!