Her følger en guide til livet som studerende
Livet som studerende kan betyde en masse nye ting i din hverdag:
Nye rutiner, nye kammerater, ny måde at lære på og nyt sted at bo – måske er det også første gang du skal prøve at bo på egen hånd.
Læs også: Fire gode råd til indretning af din studiebolig
Uanset om du skal studere i en større eller mindre by, bo alene eller sammen med andre er der et par gode leveregler, der kan skyde din nye tilværelse godt i gang.
Her følger Heimstadens guide til nye studerende:
Lær din by at kende
Drømmeuddannelsen ligger formentlig andre steder end klos op ad din hjemstavns trygge og velkendte rammer.
Hvis du flytter til en ny by, så tillad dig selv nogle gode gåture i dit nye nabolag. Nogle gange går du måske efter et mål og andre gange kan du bare lade dig fare vild. Det er ofte sådan man finder de gode (af)kroge.
Du kan også finde en god café, en spændende park eller andre steder i dit nye nabolag, som du gør til ”dit”. Det kan hurtigt bidrage til en mere hjemlig følelse.
Skab rutiner i hverdagen
Forsøg så vidt muligt at planlægge din tid, så du ikke ender med at læse hele dagen eller til langt ud på aftenen. Det bliver sjældent supergrundigt – og du risikerer også at falde i et kaninhul af overspringshandlinger.
Sæt eventuelt i stedet et specifikt tidsrum i dagstimerne, dedikeret til læsning, eller anden form for selvstudie. Og hold fri, når du holder fri. Det er tid godt givet ud.
(Artiklen fortsætter under billedet)
Tid til det hele
Husk at udnytte pauserne til noget, der giver dig energi. Og allerhelst noget, der ikke foregår bag en computerskærm.
Giv hovedet en omgang frisk luft på en gåtur, dyrk noget motion eller få bugt med vasketøjet. Eller hæng ud med dine nye venner fra studiet – måske på den der café, du faldt over på gåturen?
Det hjælper at få hovedet til at slappe af og tænke på noget andet, og giver god energi i kroppen.
Lav en madplan
Studielivet byder også på nye kostvaner – og vi skal nok alle igennem pasta-ketchuprunden før eller siden.
Men der skal også helst være plads til andet og mere varieret mad på tallerken, selvom de store røde bøffer nok må vente til du kommer hjem til Mor og Far.
Med et par gode huskeregler, kan du dog hjælpe dig selv til at skabe bedre luft i budgettet:
Læs også: Must-haves til din studiebolig
Indkøbsture hver eneste dag, kan hurtigt blive en dyr fornøjelse. Lav i stedet en madplan og køb ind i lidt større mængder.
Nogle retter kan holde til flere dage, og stadig smage lækkert. Du kan eksempelvis kigge efter råvarer der er i sæson, de er oftest billige.
– Og vær opmærksom på at indkøbskurven har en tendens til at fylde sig selv mere op, hvis du er sulten, mens du handler.
Husk studenterrabat!
Studenterrabat findes i langt flere butikker, end du måske tror. Også dem der ikke skilter med det.
Husk på at spørge, når du køber den næste kop kaffe – der kan være gode penge at spare.
Sæt penge på opsparingen
Jo jo, ganske vist ikke det mest spændende sted at putte sine penge hen.
Men skulle en uventet regning eller udgift pludselig stå ved døren, er det meget rart ikke at skulle leve af pasta med ketchup den næste månedstid.