Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Få bugt med størknet stearin

Vi kender det alle sammen: størknet stearin på lysestagen, bordet og dugen, som ikke er til at skrabe af. Læs med her og få bugt med stearinen.

Udgivet den 9. december 2021

Vinterens mørke ruller ind over os – og kalder på hyggelige stunder. Men hvad gør du, når stearinen løber og sætter sig på lysestagen, dugen eller i vindueskarmen?

Vi har samlet tre gode råd til, hvordan du kan få bugt med stearinpletterne.

Smid lysestagen en tur i ovnen

Står du med en keramisk eller støbejernsstage, er et effektivt trick at smelte stearinen af i ovnen:

Du skal tænde ovnen på 80 grader, og sætte lysestagen nedad på en bradepande med bagepapir. Det er vigtigt, at stagen placeres med bunden opad, gerne lidt ”på skrå”, så stearinen kan løbe af. Brug eventuelt en træspatel til at tippe stagen en smule. Du skal tage lysestagen ud af ovnen, når stearinen er smeltet væk – det tager cirka 20 minutter.

Læs også: Forebyg indbrud i ferien – alliér dig med naboen

Eftertør eventuelt lysestagen med et stykke køkkenrulle for at få de sidste rester af. Husk at placere bagepapir under stagen! Ellers står du i samme kattepine, som du begyndte med, nu bare med stearin i ovnen.

Hiv strygejernet frem

Er uheldet sket – hvad end det er stearin på dugen eller tøjet – findes der heldigvis en nem metode, du kan gøre brug af. Du skal anvende: et strygejern og lidt køkkenrulle.

Læs også: Få bugt med genstridige pletter på tøjet

Når stearinen er størknet, skal du starte med skrabe så meget som muligt væk. Efterfølgende lægger du et stykke køkkenrulle som mellemlagspapir mellem stearinen og dit strygejern. Herefter stryger du over stearinpletten i ca. fem sekunder ad gangen, indtil pletten er opsuget af køkkenrullen.

Flyt køkkenrullen til “et tørt sted” efter de fem sekunder. Når stearinen er opsuget, vil der kun være en lille fedtplet tilbage. Den forsvinder, når du vasker dugen eller tøjet.

Psst… har du ikke et strygejern, kan du også bruge en hårtørrer.

Frys stearinen

Er stearinen endt i vindueskarmen eller stuebordet, kan du bruge en ispose eller andet koldt fra fryseren.

Læs også: Byg dit eget insekthotel

Du nedfryser stearinen ved at placere isposen over det størknede stearin, så den afkøler. Behold isposen på indtil du let kan brække stearinen af, brug evt. kanten af et glas eller din negl til hjælp – men undgå at bruge en kniv, da du risikerer at ridse overfladen.

Er bordet eller karmen ubehandlet træ, anbefaler vi i stedet, at du benytter en mild sæbebehandling. Og masser af knofedt!