Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Sådan skaber du sommerliv på altanen

Med sol og sommer følger også flere udetimer – og uanset om du skal holde ferie herhjemme eller i udlandet, er en altan guld værd, når solskinstimerne skal nydes. Vi har samlet et par tips til, hvordan du skaber sommerliv på altanen.

Udgivet den 25. juni 2021

Efter en lang vinter og regnfyldt forår, kan altanen kalde på en overhaling, så den står klar til sommerens udetimer og hyggelige stunder. Med få kneb kan du få din altan toptunet til sommeren med bl.a. blomster, farverige tekstiler og foldbare møbler.

Blomster, planter og farvemix

Sommeren mærkes for alvor, når alt bliver grønt. Det samme gælder for din altan. Køb nogle friske planter og smukke blomster, der kan pryde altanen over sommeren. Det skaber en hyggelig stemning og et skønt farvespil.

Du kan med fordel overveje, om de kan hænge på rækværket, hvis din ejendom tillader det. Langt de fleste planteskoler tilbyder såkaldte ‘gittervægge’, som planterne kan gro op ad. Alternativt kan du plante sommerblomsterne i urtepotter, og måske placere dem i forskellige niveauer og lave et helt oase-hjørne.

Hvis du vil skrue mere op for sommerstemningen på altanen, kan du også vælge et par tekstiler med farver – farvestrålende puder, et tæppe eller en vase.  

Foldbare – og flytbare – møbler

Møbler, der kan klappes sammen, er smarte på altanen. Det handler om at udnytte pladsen og skabe en hjemlig atmosfære med få greb. De foldbare møbler, som f.eks. et cafésæt er smart, da det kan klappes sammen eller rykkes rundt. Så kan altanens kvadratmetre nemlig blive udnyttet til andre ting, som f.eks. solbadning – eller “camping” under åben himmel for natten.

Læs også: Mød naboen: Et liv fuld af pitstop

Gamle øl- og sodavandskasser kan fungere som bord eller bæk. Ligesom gamle paller kan agere sofa eller bord. Det særligt smarte ved kasserne er, at du nemt kan flytte rundt på dem, indtil du har fundet den rigtige opstilling. Samtidig giver de god plads til opbevaring af for eksempel urtepotter, fyrfadslys eller lanterner.

Tilføj personlige elementer

Tilføj et personligt touch på din sommeraltan med personlige nips – fine loppefund, finurlige pynteting eller mormors gamle parasol. Altanen bliver hyggeligere, hvis den bliver præget af personlige ting, og så kan du nemt tilpasse med nye ting fra sæson til sæson.



Rigtig god sommer!