Forlæng havemøblernes levetid – og vær klar når foråret igen vender retur på terrassen eller altanen.
Efteråret banker lige så stille på døren, og hyggen på terrassen eller altanen trækker indenfor. Derfor er det en oplagt lejlighed til at se nærmere på de havemøbler, der har dannet ramme om sommersæsonens udendørsaktiviteter.
Mange vælger at tage møblerne ind sidst i oktober. Men det kan svare sig at gøre dem klar allerede nu – så de står knivskarpt til næste forår.
Fjern skidt og snavs som det første
Over vinteren kan skidt og snavs hurtigt udvikle sig til råd eller svampeangreb.
Det kan dog let undgås ved at bruge sæbevand og en blød børste. Husk at tørre efter med et viskestykke eller en klud.
Vær opmærksom på rust
Rust kan skrabes væk ved hjælp af ståluld eller smøres med ruststopper.
Træmøblerne
Giv dine træmøbler helt nyt liv med disse tips:
- Rens møblerne ordentligt med rengøringsmiddel til træ. Det kan ofte købes samme sted som træmøblerne selv.
- Se efter for løse bolte og skruer og efterspænd hvis nødvendigt.
- Slib træet med sandpapir, hvis der er opstået hakker, pletter eller andre overfladeskader.
- Som det sidste kan du oliebehandle, lakere eller male dine møbler på ny. En fordel ved at gøre det er, at møblerne bliver mere modstandsdygtige over for råd og svamp.
Havemøbler af trykimprægneret træ eller teaktræ kræver som udgangspunkt ikke nogen behandling, men det skader ikke med en vask med sæbespåner eller trærens.
Havemøbler i plastik
Gør dine plastikmøbler klar til vintersæsonen med disse tips:
- Rens møblerne med sæbevand og en blød børste.
- Skyl med haveslangen eller en balje vand og tør efter med viskestykke eller klud.
- Overfladen kan slibes med wienerkalk, tilsat lidt husholdningssprit, for at gøre overfladen pænere.
Havemøbler i polyrattan eller flet
Havemøbler i flettede, syntetiske fibre, er yderst populære og kræver næsten ingen vedligeholdelse. Du kan dog fortsat forlænge levetiden med disse tips:
- Rengør møblerne med en blød børste og en omgang sæbevand.
- Skyl efter med haveslangen, til al sæben er væk.
- Undgå at bruge skrappe eller slibende rengøringsmidler.
- Opbevar møblerne tørt om vinteren.
(Artiklen fortsætter under billedet)

Find et godt sted til opbevaring
Havemøblerne bør stå i tørvejr, så de ikke samler fugt på grund af regn, slud og sne. Derfor er et skur, loftsrum eller lignende et godt opbevaringssted.
Er dine havemøbler af træ, bør du undgå at stille dem i en varm kælder, da de kan risikere at tørrer ud.
Læs også: Lad efteråret indtage altanen
Undgå videst muligt, at havemøblerne har direkte kontakt med jorden, da de kan suge fugten fra jorden til sig. Så stil dem på fliser eller brædder, hvis det er muligt.
Det vigtigste er dog tørvejr. Her kan en presenning også gøre tricket, hvis du ikke har adgang til andre muligheder.
Husk hynderne
Sørg for, at hynderne er helt tørre inden du pakker dem ned. Opbevar dem et tørt og lunt sted.
Hvis du har hynder der lugter jordslået, kan du forsøge med en smule Rodalon eller eddike – og en skånsom vask.
Følger du disse råd vil dine havemøbler stå skinnende flot over vinteren – og være helt klar til at du kan indtage forårssolen og den næste udendørssæson.