De ankommer pludseligt, formerer sig hurtigere end kaniner og er – næsten – ikke til at slippe af med igen. Men faktisk er det muligt at få bugt med de irriterende bananfluer.
Kender du det: Du tager en banan op fra frugtskålen og fortryder i samme øjeblik. Op fra skålen flyer en sky af bananfluer. Du går over til biospanden for at smide den dårlige frugt ud og vupti, om der ikke også flyver en sværm ud fra den også.
Det kan føles som, at de små bananfluer, der fylder blot tre millimeter i landskabet, opstår ud af det blå. Til gengæld er de rigtig gode til at gøre opmærksom på sig selv, når de først er der, fordi de både er utroligt irriterende – og svære at slippe af med.
En af årsagerne til, at de små fluer er så svære at bekæmpe, er, at de formerer sig på et niveau, hvor kaniner kan godt pakke sammen på forhånd. Bananfluer kan nemlig lægge 25 æg om dagen, og det starter de med blot et døgn efter, at de er udklækket fra deres puppe.
Læs også: Det kan du bruge kaffegrums til
Bananfluer går også under navnene frugt- eller eddikefluer, fordi de tiltrækkes og lever af de gærceller, som findes i moden frugt, grønt og søde sager. Og de dukker især op i august, hvor vores boliger er varmest.
(Artiklen fortsætter under billedet)
I efteråret, når det bliver køligt, pakker de sydfrugterne og forlader de gærede frugter, men kan du ikke vente så længe, kan du slippe af med dem på følgende måder:
Eddikefælde: Hæld eddike, øl eller en sjat vin i en kop. Dæk koppen med folie med en elastik omkring. Prik et par huller, der er store nok til, at bananfluerne kan flyve ind, men små nok til, at det er svært at komme ud. Placer koppen, hvor bananfluerne er flest, f.eks. i nærheden af køkkenvasken.
I løbet af en uge eller to skulle du gerne have gjort en ende på bananfluerne.
Læs også: Derfor bør du lufte ud – hver dag
Marmeladefælde: Følg samme procedure som med med eddikefælden – dog kan du her benytte et tomt marmeladeglas med en smule rester. Prik et par huller i låget, så fluerne kan kravle ind, men ikke kan finde ud.
Kødædende plante: Måske du ikke har tænkt på dem, siden du læste Anders And-blade, men kødædende planter – og særligt arten Drosera – kan faktisk både tiltrække og spise bananfluer. De fungerer lidt som et fluepapir.
Så trænger du til nostalgi og måske lidt ekstra grønt i vindueskarmen, så anskaf dig en kødædende plante. Og så er der vist ikke andet at sige end: Velbekomme.
Færdiglavede fælder:
Du kan også købe færdiglavede (og giftfri) lokkefælder eller limfælder i de fleste planteskoler, som også kan være ganske effektivt.
Husk: Forebyggelse er nemmest
Der findes dog også en række gode råd til at mindske risikoen for at de summende små kræ overhovedet finder vej ind i dit hjem:
- Lad være med at have frugt stående fremme i de varme måneder eller tjek jævnligt for brunlige pletter
- Fjern åbne vin- og ølflasker og vask glas op med det samme
- Udskift karklude og gør køkkenet, især omkring komfur og vask, rent regelmæssigt
- Luk låget til bioaffaldsbeholderen med det samme.
Obs: Hvis bananfluerne ikke går væk med disse tricks, kan det være sørgemyg, som ligner dem. Det skyldes som regel, at dine planter er for fugtige. Kom sørgemyggene til livs ved at lade stueplanternes jord tørre godt ud imellem vandinger.
Kilde: Plantorama, Bolius