Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Dyrk dine egne krydderurter med succes

Sæt es på sommerretterne med friskplukket purløg og timian fra haven, altanen eller vindueskarmen. Få her de bedste tricks til at dyrke de velsmagende krydderurter.

Udgivet den 2. maj 2024

Et drys purløg på æggemaden, frisk basilikum på spaghettien og nyplukket timian på de grillede danske kartofler. 

Krydderurter giver madlavningen og håndmaden et ekstra pift, de pynter både indendørs og udendørs – og så er de ret nemme at dyrke. De fleste krydderurter kan plantes sammen i samme krukke eller altankasse.

Vi har samlet lidt inspiration til nogle af de mest anvendte krydderurter herunder:

  • Timian 

Timian elsker sol. Og så tiltrækker den bier og er dermed god for miljøet. Krydderurten kan holde sig i mange år og kan sagtens overvintre i haven eller på altanen.

Du kan også plukke stilkene og tørre dem, når vinteren trænger sig på. Så har du smagen af sommer helt til næste forår. 

Har du ikke en altan, kan du stille din timian i et solrigt vindue, hvor den vil trives. 

  • Oregano

Oregane elsker også sol og varme, men er ikke så glad for blæst.  Så har du f.eks. en altan, hvor det blæser, bør du stille den, hvor den får mest læ. 

Læs også: Heimstadens tomatskole – kom godt i gang

Oregano trives også godt indenfor, hvis du stiller den i solen. Da det er en sydlandsk plante, kan den ikke lide frost, så tag den, uanset hvad, indenfor om vinteren, så kan den klare sig til næste år.

  • Persille

Hvem elsker ikke persille – særligt i kombination med nye danske kartofler? 

Persillen skal plantes solrigt i muldrig, løs jord, og så har den det godt. Krydderurten er også velegnet til at fryse, så du kan bruge den om vinteren. 

Den kan sagtens dyrkes indenfor, bare sørg for at holde jorden fugtig. 

  • Purløg

Hvis du også hører til dem, som elsker lidt grønt på æggemaden, så er purløg en uundværlig krydderurt. Bonus er, at den blomstrer med de smukkeste lilla blomster, som du også kan spise – oplagt til at pynte sommersalaten. 

Purløg gror fint i vindueskarmen, og så længe der er varme og sol, gror den året rundt. Dermed vil den også takke dig for at tage den ind fra haven eller altanen om vinteren.

(Artiklen fortsætter under billedet)

  • Mynte 

Mynte gror faktisk som ukrudt, så der skal ikke ret meget til for at holde liv i den. 

Mens andre krydderurter med fordel kan plantes sammen, fordi de har brug for næring, skal mynten helst have sin egen potte, for ellers overtager den bare det hele. 

Men ih, hvor den smager og dufter. Både i maden, lemonaden og sommerdrinken.

  • Koriander 

Ikke alle er til den asiatiske krydderurt. Men hvis du er til den let parfumerede smag, så er koriander en af de nemmeste krydderurter at dyrke.

Læs også: Sådan passer du haven i sommermånederne

Koriander har brug for masser af sol og skal derfor placeres på en solrig plads i haven, altanen eller vindueskarmen. Der skal mindst være fire timers direkte sollys om dagen.

  • Basilikum

Basilikum er ofte en favorit i madlavning, men også en af de lidt sværere krydderurter at dyrke. 
Du kender måske det med, at du har købt en fantastisk smuk, stor basilikum, der i ugevis ser ud til at trives, for så pludselig bum at gå ud. 

Basilikum kan godt lide sol og varme, men ikke så meget at den ’svitser af’ og den bryder sig ikke om blæst. Den har brug for masser af næring, men heller ikke vil pøses til med vand fra himlen. Kort sagt, en temperamentsfuld type. 

Derfor trives den bedst, hvis den står i sol, varme, tørvejr og har et selvvandingssystem, så den kan suge vand, når den har behov. Husk også at nappe blade af løbene – også selvom du ikke bruger den. Det hjælper plantens vækst.

(Artiklen fortsætter under billedet)

Tips til krydderurter:

  • Du kan både bruge købe planterne på en planteskole eller omplante dem, du køber i supermarkedet. De sidste har dog typisk ikke lige så lang levetid. 
  • Du kan med fordel plante krydderurter, som har brug for samme type næring, i samme krukke. Udover, at det ser kønt ud, trives de også bedre. 


Så plant for eksempel gerne persille, purløg og basilikum, der alle har brug for vand, sammen – og lad timian, oregano og salvie få deres egen krukke, da de er mere til den tørre side. 

  • Du kan også plante krydderurter i bunden af dine tomatplanter; De medvirker til at holde insekter væk fra jorden – særligt koriander, mynte og basilikum. 
  • Mynte, oregano, purløg, timian, persille og laurbær kan alle vokse i skygge.
  • Plant krydderurterne i en krukke eller altankasse med drænhuller, så de ikke drukner, hvis det regner meget.
  • Hvis du planter ud i altankassen fra en potte, husk at løsne rødderne lidt, så de kan få fat i den nye jord
  • Du kan også snyde dig til grønne fingre med smarte plantekasser, hvori du kan plante dine krydderurter, og så passer de sig selv med selvvanding og særligt lilla vækstlys.
  • Husk at få naboen til at vande dine planter, hvis du rejser på sommerferie 😊

Kilder: Isabellas, MinAltan, have-siden.dk