Disse ting ender alt for ofte i restaffald – eller i den forkerte affaldscontainer. Læs her, hvordan de sorteres korrekt:
Det KAN være svært at gennemskue, hvordan du sorterer helt efter den grønne miljøbog.
F.eks. skal gavepapir IKKE i papircontaineren, selvom ordet papir indgår i navnet. Der er nemlig plastik i, så det kan ikke genanvendes som papir.
Selvom flamingo er lidt plastikagtigt, hører det til i restaffald (eller på nærmeste miljøstation) – og samme sted skal pizzabakken hen, selvom mange tror, den hører til i pap.
Københavns Kommune har lavet denne oversigt over ting, som vi desværre ofte får sorteret forkert.
Mælkekartoner
Mælkekartoner sorteres som mad- og drikkekartoner sammen med plast.
Tøm kartonen for indhold, så godt du kan. Du behøver ikke at skylle den ren.
Skruelåget skal også sorteres som plast.
Sølvpapir
Sølvpapir, også kaldet alufolie, skal sorteres som metal, stort som småt.
Sølvpapir, der har indeholdt madrester, skal renses, så godt du kan.
Madrester
Alle slags madrester skal sorteres som madaffald.
Flydende rester som fedt, olie, yoghurt og sovs er også meget velkomne i din beholder til madaffald.
Benyt eventuelt en ekstra pose eller læg et stykke køkkenrulle i for at suge overskydende væske.
Tøj og tekstiler
Slidt, hullet eller ødelagt tøj og tekstiler skal sorteres som tekstilaffald.
Det kan både være striktrøjer, t-shirts, overtøj, sengelinned, duge og gardiner.
Tekstilaffaldet afleveres rent og tørt i en pose med knude på.
Dunke og bøtter
Tomme plastdunke og -bøtter, der har indeholdt fødevarer, skal sorteres som plast. Du behøver ikke at skylle dem rene.
Emballager med faresymbolet “sundhedsfare” [!] kan sorteres som plast, mens emballager med øvrige faresymboler skal afleveres som farligt affald.
Konservesdåser
Konservesdåser skal sorteres som metal.
Har de indeholdt mad, skal de blot tømmes, så godt du kan. Du behøver ikke at skylle dem eller pille klistermærket af.
Du kan finde mange flere tips til din affaldssortering på København Kommunes hjemmeside – her kan du også søge i Affalds ABC’en på alle de ting, du er i tvivl om.
Kilde: affald.kk.dk