Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Sådan får du en glædelig, brandsikker jul

Med til julehyggen hører levende lys i dekorationer og på juletræer. Her får du tre gode råd til, hvordan du passer på hjemmet, når lysene er tændt – og undgår en jul i flammer.

Udgivet den 11. december 2022

På landsplan rykker brandvæsenet ud til 35 procent flere brande i december end resten af årets måneder. Langt de fleste brande opstår på grund af levende lys, særligt i juletræ eller juledekoration.

Lidt under en tredjedel af alle brande i private hjem, som brandvæsenet rykker ud til, opstår i køkkenet på grund af uforsigtighed i forbindelse med madlavning. Det kan for eksempel være, at man får lagt et viskestykke fra sig på en tændt kogeplade.

Læs også: Derfor skal du have en røgalarm

Det mærker vi også hos Heimstaden, hvor vi modtager markant flere henvendelser om brand i boligerne, når juletiden nærmer sig.

Der skal selvfølgelig være plads til de levende lys i stuen og blus på kogepladen. Men med disse tre gode råd, mindsker du risikoen for at julehygge ender i blå sirener og ildebrand.

1. Gå aldrig fra de levende lys

Gå aldrig fra de levende lys og hav aldrig brændbart eller syntetisk materiale liggende i nærheden. Et åbent vindue, en skæv stage, et dyr eller et barn kan vælte et lys, ligesom blot en gnist kan få tørt gran til at gå op i lys lue på et splitsekund.

Hvert år opstår der 60.000 ”happy fires”, hvor folk formår at slukke branden selv, men ca. 3.850 gange må brandvæsenet rykke ud. Ofte skyldes det netop de levende lys i dekorationerne eller på juletræet.

Så vær til stede i rummet – og hav altid vand eller et brandtæppe i nærheden, så du hurtigt kan slukke branden.

2. Bliv i køkkenet, når du tilbereder julemaden

Vi siger det til os selv, og alligevel kan vi i travlhed komme til at lægge en køkkenhandske eller andet brandbart på komfuret.

Rigtig mange brande opstår i køkkenet under julemadlavningen – så gå ikke fra køkkenet i længere tid.

Læs også: Tal med naboen og optimér varmeforbruget

Vær også opmærksom, hvis du bruger håndsprit. Det er nemlig voldsomt brandbart – så stil det langt væk fra både komfur, levende lys og pejsen.

3. Test din røgalarm

Selvom vi er opmærksomme, kan uheldet være ude. Husk derfor altid røgalarmen. Den er en vigtig sladderhank, når det handler om at stoppe brande i tide og i værste fald redde liv.

Når der opstår brand, spredes røgen nemlig hurtigt, og den er farlig at indånde, men hvis du har røgalarmer i dit hjem, øger du dine chancer for at blive advaret og komme ud i tide.
Det kræver dog, at den og batterierne virker. Så skriv et årligt tjek i kalenderen og hav ellers en rigtig glædelig og brandsikker jul.

Kilde: Beredskabsstyrelsen