Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

I løbet af de sidste par år har MentorDanmark, Julemærkefonden, SOS Børnebyerne og boligudlejeren Heimstaden Danmark udviklet et helt nyt slags partnerskab. Formålet er at hjælpe børn videre efter de har afsluttet ophold på et Julemærkehjem.

Udgivet den 29. marts 2023

Julemærkefonden driver de fem Julemærkehjem i Danmark. Her får cirka 1.000 børn hvert år hjælp.
Det er børn, der mistrives, bliver mobbet, er ensomme eller ikke tror, de er gode nok. Fælles for
dem er, at de har brug for hjælp til at genfinde troen på sig selv og livet.

Et ophold på Julemærkehjem varer typisk i 10 uger og er et tilbud til børn i alderen 7-14 år. For
mange af dem bliver opholdet starten på en ny og lysere hverdag med bedre fysisk, mental og
social styrke. Mange knytter venskaber for livet og oplever for første gang at være en del af et
fællesskab.

Et skræddersyet forløb til det enkelte barn

MentorDanmark, Julemærkefonden, SOS Børnebyerne og Heimstaden har sammen skræddersyet
en platform for at tilbyde særskilte mentorforløb, som foruden hjælp til lektier i et konkret skolefag,
skal bidrage til at øge selvsikkerhed og trivslen, når børnene vender tilbage til deres normale hjem
og hverdag. Louise Vejrup Hansen er mor til Amanda, som var på Julemærkehjemmet Kildemose i
efteråret 2021:

– ”Det var hårdt for Amanda at komme hjem til hverdagen igen. Julemærkeopholdet havde givet hende en ny tro på voksne og givet hende tillid til hendes omgivelse. Det var en kæmpe hjælp at få den dygtige mentor, Johanne, tilknyttet Amanda, da hun kom hjem fra Julemærkehjemmet. Johanne mødte Amanda i øjenhøjde, og hvor hun var. Hun tog udgangspunkt i Amandas interesser og gav hende lysten til at læse og lære.”

Partnerskabet har betydet meget for børnene og givet dem selvtillid i livet

Forløbet får den sociale og faglige selvtillid til at blomstre derhjemme også. Rigtig mange børn
oplever, at mødet med hverdagen kan være hårdt, efter de lige har været på et succesfuldt ophold
på et Julemærkehjem – når hverdagen rammer, og de nye venner pludselig er langt væk. På den
måde fastholder partnerskabet de gode vaner, den nye selvtillid og mentale overskud, som børnene
har med sig hjem. Sara Berthou er mor til Marie, som også var på Julemærkehjemmet Kildemose i
efteråret 2021:

– ”Det har været hårdt for Marie at komme hjem. Hun har gerne villet vise kammeraterne, at hun
har udviklet sig, men omgivelserne har måske ikke haft forståelsen. Derfor er det fantastisk, vi har
haft en superdygtig mentor som Astrid tilknyttet. Hun har med de rigtige værktøjer hjulpet til, at
skolen har været lidt lettere, og overgangen er blevet mere glat. Hun har hele tiden taget
udgangspunkt i Marie, så vi alle sammen er blevet klogere på, hvad hun kan. Mentorforløbet har
både plantet noget i Marie og givet os nogle værktøjer fagligt og socialt til at hjælpe Marie.”

Samarbejdet fortsætter i 2023

MentorDanmark, Julemærkefonden, SOS Børnebyerne og Heimstaden Danmark fortsætter dette
samarbejde i 2023 og ser frem til at hjælpe endnu flere børn positivt videre i deres skolegang. Det
vil gavne mange børn rundt omkring i landet, når de kommer hjem igen fra deres ophold på et af
landets fem Julemærkehjem. Som Villads, der var på Julemærkehjemmet i Hobro i efteråret 2022.
Villads’ mor, Louise Bundgaard Nielsen fortæller:

– ”Villads havde kæmpe gavn af opholdet og udviklede sig helt vildt. Han er blevet meget bedre til at
sætte ord på sine følelser, og hvad han vil. Sammen med sin superdygtige mentor, Emma, har han
fået meget mere overskud til skolen. Nu læser han endda foran sine lektier og har en meget større
nysgerrighed på at komme i skole og lære. Emma er fantastisk til at møde Villads, hvor han er. Det
har givet ham meget mere selvværd, og det betyder også, at han har meget bedre relationer og
fået helt nye kammerater herhjemme.”

Om partnerskabet

Partnerskabet mellem de fire aktører er udviklet i rammen af “A Home for a Home”-samarbejdet imellem Heimstaden Danmark og SOS Børnebyerne, som blev lanceret 1. juli 2021. For hver bolig,
Heimstaden ejer, donerer boligudlejeren 100 Euro til SOS Børnebyerne – det bliver til mere end 11 millioner euro om året. Pengene vil blive brugt til at give så mange børn som muligt et trygt hjem og en god start på livet; både i de ti lande, hvor Heimstaden er til stede, og i resten af verden.

Læs mere her: A Home for a Home


Heimstaden er et af Europas ledende boligejendomsselskaber og -investor med cirka 162.000 lejeboliger i ni lande. Heimstaden køber, udvikler og forvalter lejeboliger i et evighedsperspektiv. Gennem omtanke, autenticitet og nytænkning, skaber Heimstaden værdi for vores ejere og lejere og udlever vores vision om at skabe boliger med omtanke – for en enklere og bedre hverdag. Hele koncernen tæller godt 2.100 ansatte i ni lande. Heimstaden Danmark har 250 medarbejdere fordelt over hele landet.