Heimstaden Danmark har overtaget det fulde ejerskab og driften af ”A Place To” i Esbjerg. Dette omfatter både de 314 boliger, hotellet med 117 værelser, samt erhvervsdelen i form af en restaurant og en café.
”A Place To” i Esbjerg er allerede en ikonisk del af Esbjergs skyline og et eksempel på den fremgang og optimisme som hersker i byen. Byggeriet, der stod færdigt i begyndelsen af 2022, har hidtil været ejet i en joint venture med tre parter. Heimstaden har ejet halvdelen af dette joint venture-selskab, men overtager nu alle aktierne i selskabet.
Boligdelen vil fremover blive drevet af Heimstaden Danmark, der vil forestå udlejningen fremover. Hotellet og restauranten vil fortsætte i nuværende form. Adm. direktør for Heimstaden Danmark, Michael Byrgesen Hansen, glæder sig over tilføjelsen af ”A Place To” i Esbjerg til Heimstadens potefølje:
”Vi har glædet os til at overtage det fulde ejerskab af ”A Place To” i Esbjerg. Esbjerg er allerede i dag centrum for den danske off-shore industri og vil i fremtiden være et knudepunkt for den grønne omstilling i hele Nordsøområdet. ”A Place To” er hurtigt blevet et kendt vartegn i Esbjerg, hvor de lækre HAY-møblerede værelser vil være attraktive for mange lejere til boligerne og gæster til hotellet.”
Heimstaden er et af Europas ledende boligejendomsselskaber og -investor med cirka 163.000 lejeboliger i ni lande. Heimstaden køber, udvikler og forvalter lejeboliger i et evighedsperspektiv. Gennem omtanke, autenticitet og nytænkning, skaber Heimstaden værdi for vores ejere og lejere og udlever vores vision om at skabe boliger med omtanke – for en enklere og bedre hverdag. Hele koncernen tæller godt 2.100 ansatte i ni lande. Heimstaden Danmark har 250 medarbejdere fordelt over hele landet.