Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Tjekliste til din indflytning

Der er mange ting, man skal huske i forbindelse med en flytning. Vi har samlet en tjekliste, der skal hjælpe dig godt ud af din nuværende bolig og på plads i dit nye hjem. 

Udgivet den 14. februar 2023

Inden du flytter

  • Planlæg selve flytningen i god tid. Der er mange praktiske ting i forbindelse med nedpakning, udsmidning, transport og udpakning.
    – Et særligt godt råd er at pakke i ”rigtige” flyttekasser, maksimalt fylde flyttekasserne 2/3 op og notere uden på flyttekassen, hvilket rum den hører til.

  • Meld adresseændring til folkeregistret i god tid – Det gør du på borger.dk. Vær opmærksom på at du skal melde flytning til folkeregistret senest fem dage efter du flytter.
    Hvis du flytter kommune, kan der være andre ting, du skal tilmelde dig, som f.eks læge, tandlæge, skole, børneinstitution osv. 

  • Tilmeld dig evt. parkeringslicens på din nye adresse. Det er så ærgerligt at få en p-afgift den første dag på den nye adresse, så husk at tjekke op på reglerne for dit område. 

  • Tilmeld dig et el-selskab, inden du flytter ind. Der er frit el-valg, så du vælger selv, hvilket el-selskab du tilmelder dig.
    – Husk også at aflæse el, gas, vand og varme til dit nuværende forsyningsselskab. 

  • Tegn en indboforsikring. En indboforsikring kan dække alt fra indbrud til brand, vandskade til tyveri. Det er dit eget ansvar at forsikre dine ejendele. 

  • Tilmeld internet og tv-abonnement, hvis du ønsker det. I beboermappen finder du information om eventuelle udbydere af internet, tv og telefoni – du skal dog selv tilmelde dig. 

  • Søg boligstøtte, hvis du er berettiget til dette. Det gør du på borger.dk. Når Udbetaling Danmark har modtaget din ansøgning, kan du få boligstøtte fra den 1. i måneden efter. 

  • Sæt dig ind i ejendommens husorden og beboermappe, som du finder på Heimstadens beboerportal MinBolig. Gå til MinBolig.

Efter din indflytning 

  • Husk at du skal udfylde og indsende din indflytningsrapport senest 14 dage efter, du har overtaget lejemålet. 

    Mangler i lejligheden kan f.eks. være:
    – Malerpletter som ikke kan vaskes væk
    – Væsentlig slitage på gulvene
    – Manglende døre eller ruder
    – Stikkontakter der ikke virker eller er overmalede
    – Krakelering i fliser
    – Hårde hvidevarer der ikke virker

    Det er en god idé at tage billeder af de fejl og mangler, du opdager. 

  • Tilmeld dig PBS når du modtager den første husleje-opkrævning. Så betales din husleje automatisk og du slipper for kedelige rykkere. 

  • Undersøg om der er en beboerrepræsentation og hvad de arrangerer for beboerne.
    – Du kan også selv tage initiativ til at stifte en beboer-repræsentation eller et beboerråd, hvis det ikke allerede findes. Det kan du få hjælp til hos Heimstaden. 

  • Hils på dine nye naboer.