Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Info vedr. coronavirus

Udlejningskonsulent til Jylland

Er du klar på at drive udlejningen af vores lejeboliger på tværs af Jylland. Sætter du en ære i god kundeservice? Og vil du være del af en virksomhed, hvor vi arbejder for samme fælles mål: at skabe boliger med omtanke? Så er du måske vores nye kollega.  

Heimstaden opkøber, udvikler og forvalter ejendomme i Europa. Gennem omtanke, autenticitet og nytænkning, skaber vi værdi for vores ejere og lejere. Vores vision er at forenkle og berige vores lejeres hverdag gennem boliger med omtanke.
Heimstaden Danmarks portefølje består både af nyopførte og etablerede ejendomme i hele landet med lejemål til private og erhverv. 

Om stillingen
Du vil sammen med vores anden jyske udlejningskonsulent stå for at drive udlejningen af vores lejeboliger i Jylland – og indgå i et team bestående af de øvrige udlejningskonsulenter samt udlejningschefen i København. 
Som udlejningskonsulent hos Heimstaden spiller du en vigtig rolle i forhold til at drive vores ejendomsportefølje – og sikre mindst mulig tomgang af vores lejeboliger. 
Du står for både førstegangsudlejning og genudlejning af vores lejemål. Det indebærer blandt andet, at du arrangerer og afholder åbent hus-arrangementer, forestår fremvisninger og håndterer henvendelser fra interesserede lejere, som du matcher med ledige – og rette – lejemål. 
Jobbet giver dig mulighed for at planlægge din egen arbejdsdag, hvor du selv sørger for at nå dine arbejdsopgaver og planlægge dine aftaler. Arbejdet kræver stor selvstændighed, men du bliver samtidig en del af et stærkt og støttende team, som altid er til rådighed, både i udlejningsafdelingen og på tværs af hele organisationen.

Du arbejder desuden tæt sammen med øvrige kolleger, som har base på vores kontor i Horsens.

Dine primære arbejdsopgaver vil være:

•    Fremvisning/udlejning af boliger
•    Afholdelse og koordinering af åbent hus
•    Opdatere hjemmeside med ledige boliger
•    Oprette data på boliger og ejendomme
•    Rapportering
•    Kundekontakt – personlig såvel som telefonisk 
•    Delvis udarbejdelse af lejekontrakter i samarbejde med vores administratorer 
•    Diverse ad hoc-opgaver.

Dine personlige kvalifikationer

For at få succes i stillingen er det vigtigt, at du arbejder selvstændigt og er god til at holde overblik over dine sager. Du drives af vindermentalitet og sætter en ære i godt samarbejde med dine kolleger, så I sammen kommer godt i mål. 
Vi lægger vægt på, at vores kommende beboere oplever en god og professionel service, så du skal have lysten til at yde fremragende kundeservice, og lægge en indsats i at holde vores tomgangsprocent nede. 

Hvem er du?
Vi forestiller os, at du er uddannet eller har arbejdet som ejendomsmægler, udlejningskonsulent, eller lign. og har stor interesse for boligmarkedet. Det er et krav, at du har flere års praktisk erfaring fra en lignende stilling med opgaver indenfor boligudlejning. Du er erfaren bruger af MS Office pakken og har let ved at lære nye it-systemer. Har du kendskab til Unik Bolig, er det en fordel. 

Som person lægger vi vægt på, at du:
•    Trives i en udadvendt rolle, hvor du skal være i dialog med mange forskellige mennesker
•    Er struktureret i din tilgang til arbejdsopgaver
•    Har gennemslagskraft, som du kan bruge på dine mange fremvisninger
•    Er fleksibel og trives med at tage fat i forskellige arbejdsopgaver
•    Trives i en omskiftelig hverdag med fart over feltet
•    Har et stort drive, som smitter af på dine omgivelser
•    Trives med at tage selvstændige beslutninger i et højt tempo
•    Har et ”tænk ud af boksen-mindset” 
•    Ser løsninger frem for begrænsninger

Stillingen er på 37 timer om ugen. Søndagsarbejde må påregnes mod en ugentlig fridag. 
Du dækker hele Jylland og har base på vores regionskontor i Horsens, når du ikke er på farten. 

Du skal selv stille bil til rådighed og kompenseres efter statens takster.   
Vi afholder samtaler løbende, så send din ansøgning snarest. Vi forbeholder os retten til at lukke opslaget, når den rette kandidat er fundet.  
Hvordan ser hverdagen ud hos Heimstaden? 
Som vores kommende udlejningskonsulent bliver du del af en travl og afvekslende hverdag i en virksomhed, hvor iværksætterånden hersker, og hvor professionalisme, integritet og innovation vægtes højt.

Genvejen til tilfredse beboer går gennem dedikerede medarbejdere. Derfor sigter vi mod at skabe et motiverende arbejdsmiljø med fokus på samarbejde samt faglig og personlig udvikling. Det hjælper vi på vej med attraktive personalegoder som frokostordning, pension, sundhedssikring, betalt internet, fitness, sociale arrangementer og meget mere.