Varm op for julehyggen med lækkert julebag – vi deler nogle af vores yndlingsopskrifter, som du kan bage alene eller med de små.
Når den krydrede duft af brunkager breder sig i hjemmet, er der for alvor dømt julestemning. Og så er det nemt at lægge dejruller på frys, så du nemt kan bage flere brunkager, hvis (eller rettere når) kagedåsen bliver tom.
Ingredienser
200 g. smør
150 g. sirup
75 g. brun farin
125 g. sukker
5 g. stødte nelliker
5 g. stødt allehånde
5 g. stødt kanel
5 g. potaske udrørt i 2 spsk. vand
40 g. hakkede mandler
400 g. hvedemel
Sådan gør du
- Smelt smør, sirup, brun farin i en kasserolle til og køl ned til det er håndvarmt
- Kom alle krydderierne ned i den smeltede smør- og sukkermasse og rør dem godt ud
- Opløs potasken i et glas med vand og rør det med ned i gryden
- Bland melet i massen og rør/ælt det sammen til en homogen dej uden at ælte for meget.
- Rul dejen til pølser i den diameter, du ønsker dine småkager (fx 5-6 cm.)
- Rul et stykke bagepapir tæt om dejen, så den holder formen, og sæt rullerne i køleskabet i minimum 3 timer – eller 1 time i fryseren*
- Skær småkagerne ud i tynde skiver og læg dem på bagepapir med god afstand i mellem.
- Bag kagerne i cirka 6 minutter ved 200 grader, indtil de er pænt brune uden at blive mørke
- HUSK at kagerne først bliver sprøde, når de er kølet af
- Afkøl brunkagerne på en bagerist og lad dem køle helt af, inden du kommer dem i kagedåsen eller en anden lufttæt beholder.
* Du kan med fordel gemme en pølse eller to i fryseren, som du kan tage op og bage, når kagedåsen bliver tom.
Dejen skal ligge i stuetemperatur cirka 1 time, før du kan skære den.
Velbekomme!