Brug Google til at oversætte siden. Heimstaden er ikke ansvarlig for oversættelsen.

Spørg os

Isbjerget

I arkitekTUREN tager vi dig med på en arkitektonisk rundvisning i nogle af Heimstadens danske ejendomme.

Udgivet den 22. juni 2020

På kanten af havnekajen i Aarhus knejser den arkitektoniske perle, Isbjerget, med sine hvide, skulpturelle facader, skrånende tage og blå-hvide altaner. En eksklusiv ejendom fra 2013, der rummer 208 boliger, heraf 49 lejeboliger, fordelt på to til seks værelser.

Ejendommen bærer navnet Isbjerget, da den består af mange elementer og karakteristika fra et isbjerg – springende højder, skrånende sider samt hvide og blålige nuancer.

Desuden er bygningsdesignet brudt op på kryds og tværs med inspiration fra flydende isbjerge, som evigt brydes. Isbjerget ligger som en perle ved vandkanten i Aarhus Ø, hvor moderne arkitektur skyder op på den gamle fiskerihavn i et miks af nyere ejendomme, charmerende kanaler, grønne områder, moderne byrum og historie.

Utraditionelle men gennemtænkte boliger

Ejendommen byder på mange forskellige typer lejligheder i en, flere eller forskudte plan – som varierer i størrelse fra 55 til 227 kvm.
De skrå vægge betyder, at nogle af boligerne har utraditionelle rum, som giver et strejf af charme og mulighed for mange typer af indretning.

Flere af boligerne har store altaner mod øst og syd, eller egen terrasse, som tydeligt kan ses fra det indre gaderum. De fine altaner har en skiftende, skrå orientering, og skifter gradvist fra stærkt blå til klart opefter, hvilket skaber et uforudsigeligt udtryk.

ISBJERGETS IKONISKE BLÅ ALTANER SET FRA DET INDRE GADERUM,

I udarbejdelsen af både boligerne og ejendommen er der lagt vægt på udseende fra inderst til yderst, da netop det forhold giver bygningen et hak op i kvalitet og et unikt, arkitektonisk samspil med den nye bydel.

Himmelstræbende tage og spændende højdeforskelle

Isbjergets snehvide facader, aluminiums tage, blå-hvide altaner og triangulære vinduer skaber et smukt sammenspil og et varierende udtryk i bygningen.

I logisk harmoni med de himmelstræbende tage er facaden, som består af i alt 685 betonelementer, efterbehandlet for at opnå den særlige glans, hvilket skaber dynamik og sikrer, at helhed og detalje spiller sammen med miljøet omkring. Ejendommen fordeler sig på tre store L-formede bygninger samt en fjerde bygning yderst mod syd.

For at optimere havudsigten fra flest mulige boliger er bygningsdesignet brudt op på kryds og tværs – med inspiration fra flydende isbjerge, som evigt brydes.

Læs også: Sådan får du mest ud af den lille altan

De i alt 11 skrånende tage hæver og sænker sig, mens de forskyder sig visuelt fra hinanden. Den højeste del af Isbjerget er 12 etager og kan derved se over den næste bygning.

De skæve tagfaconer sikrer dermed både udsigt og lys – selv i bagerste række, mens de blå altaner i farven Aquamariane, med et, to eller tre lag, transparent folie, lukker lyset ind.

Det skaber tilsammen et uforudsigeligt udtryk og et spændende spil i facaden.